Af Carsten Andersen
Afdelingsformand i 3F Skagerak
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune,
Valgt for Socialdemokratiet.
Vandværksvej 30
Hjørring
Det er med stigende undren, at jeg ser, at den siddende regering med Mette Frederiksen i spidsen dag efter dag holder fast i planerne om at afskaffe store bededag for at finansiere de stigende forsvarsudgifter. Og det på trods af, at regeringen jo må være helt på det rene med, at det er så upopulært i den brede befolkning, at det kan medføre en storkonflikt, som vi sagtens kunne have undgået.
At fjerne en helligdag – uden at have involveret arbejdsmarkedets parter først – er et frontalangreb på den danske model! Det er et helt utilstedelig indgreb! Forestil dig at regeringen lavede det stik modsatte – altså indførte en ekstra fridag uden at involvere arbejdsmarkedets parter; det ville jo også være et indgreb, som ikke mindst arbejdsgiverne ville protestere over.
Vi danskere er med rette stolte af den danske model og trepartsforhandlingerne. Så når regeringen går ind og gennemtvinger ændringer, der fjerner en fridag og dermed forringer arbejdsforholdene for lønmodtagerne, må det nødvendigvis medføre protester. Lige nu har knapt en halv million danskere skrevet under på at bevare store bededag på hjemmesiden bevarstorebededag.dk. Det er næsten dobbelt så mange som den hidtil største underskriftindsamling herhjemme.
På vej mod storkonflikt
Timingen kunne heller ikke være værre: Vi er i gang med overenskomstforhandlingerne, og vi kan ikke undgå, at fjernelsen af store bededag kommer til at blive en del af forhandlingerne – og dermed potentielt kan udløse en storkonflikt.
Ethvert forsøg fra regeringens side på at forklare nødvendigheden af at fjerne store bededag, falder ynkeligt til jorden, når regeringen dels binder fjernelsen sammen med finansieringen af stigende forsvarsudgifter, og dels i samme åndedrag arbejder med skattelettelser til de rigeste.
Alene skattelettelserne løber op i fem milliarder kroner – altså langt over de tre milliarder, som forslaget om at afskaffe store bededag vil give til statens husholdningsbudget ifølge Finansministeriet. Og samtidig er de skattelettelser så langt fra socialdemokratisk politik, som vi næsten kan komme…
Så – kære Mette Frederiksen, kære regering: Få nu taget det forslag af bordet i en fart, så vi kan få forhandlet de gode trepartsaftaler og dermed få en overenskomst på plads. Tak!