Et af de nordjyske hovedbestyrelsesmedlemmer, Carsten Birk Jacobsen fra Hjørring, fik tidligt onsdag morgen som lokal formand på et i hast sammenkaldt møde fuld opbakning til sin støtte til Ellemann-Jensen fra bestyrelsen for Venstre i Hjørring Kommune.
– Når formanden har truffet en beslutning, må næstformanden bakke op. Dette her handler ikke om politik, for det, der skiller, er efter min opfattelse kun nuancer. Det handler om loyalitet over for dem, der er demokratisk valgt til at stå i spidsen for partiet, siger Carsten Birk Jacobsen, der i efteråret 2019 var blandt dem, der støttede, at Inger Støjberg blev ny næstformand for Venstre.
Valget skete i et kampvalg med Ellen Trane Nørby på et ekstraordinært landsmøde i Herning.
– Jeg mente dengang, at det var godt for Venstre med Ellemann-Jensen og Støjberg i front, fordi de tilsammen kunne favne partiet bredt. Derfor er jeg ekstra skuffet over, at Inger Støjberg har gjort det modsatte af, hvad hun dengang stillede i udsigt – nemlig at stå last og brast med formanden, siger Hjørrings Venstre-formand.
For både ham og mange andre i Venstre vil det være et mareridt, hvis striden skulle fortsætte længe ind i 2021, hvor der i november er valg til byråd og regionsråd.
Selv om Inger Støjberg bor i Nordjylland, er hun ikke valgt i landsdelen. Det er der fem andre Venstre-folketingsmedlemmer, der er. De fleste holder indtil videre lav profil. Hvor de står i spørgsmålet om en eventuel rigsretssag mod Inger Støjberg, vil formentlig senest vise sig, hvis og når Folketinget skal stemme om, hvorvidt der skal rejses rigsretssag, fastslår Søren Wormslev, som er politisk analytiker hos TV2 Nord.
Fra partiledelsen er det ikke meldt ud, om Venstre-medlemmerne i folketingssalen vil kunne stemme efter deres egen overbevisning, eller om de forventes at følge partiets – og altså formandens – linje.
Kilde: TV2 Nord.