Arne og Randi fra Arnes Vinimport i Skolegade og Vibeke fra Champagnenovicen i Strømgade diskede på to af årets sidste dage op med smagsprøver og spændende inspiration til årets sidste aften.
Det skete i de dage i butikken i Skolegade 9, og mange kom forbi og droppede ind for at få en hyggelig snak om bobler og vin til årets sidste aften. Gode snakke, snacks med de rigtige olier og tilbehør blev det også til, og det var en rigtig fin lejlighed til at ønske hinanden et godt nyt år.

Til februar er det to år siden, Arnes Vinimport flyttede fra hjemadressen til Hjørrings midtby.
Arne og Randi importerer skøn kvalitetsvin hjem fra Spanien og samarbejder med unikke vingårde som udelukkende producerer vin fra den absolut øverste hylde.
– Vores vineventyr begyndte i efteråret 2017 efter et besøg hos vingårdene Bodegas Al Zagal i Gaudix og Bodegas Muñana i Granada på nordsiden af Sierra Nevada bjergene. Vi kunne ikke købe deres vine i Danmark, og det synes vi var en skam, for det er virkelige nogle skønne vine. Og derfra besluttede vi os for at importere deres vine og begynde som vinimportører.
– Vi er begejstrede for at dele vores passion for vin med lokalsamfundet. Vores vine kommer fra Granada, Toro, Rias Baixas, Rioja, La Mancha og Ribera del Duero i Spanien.
Parret sælger også vine på hjemmesiden Arnes Vinimport.

Arnes Vinimport har mange gode samarbejdspartnere i Hjørrings midtby, og én af dem, Vibeke fra Champagnenovicen i Strømgade, var også med til at lukke et spændende år.

Vibeke står bag Champagnenovicen, som hun driver ved siden af sit arbejde som sygeplejerske i Hjørring Kommune.
– Champagne fylder en stor del af min fritid – både når det gælder smagning, samtaler, læsning og nørdning af champagneviden. Det er min store passion, som jeg deler med glæde.
– Navnet Champagnenovicen valgte jeg med ydmyghed. Selvom jeg ved meget om champagne, ved jeg ikke alt, og jo mere jeg lærer, jo mere opdager jeg, at jeg ikke ved. Rejsen er uendelig, og derfor kalder jeg mig selv for novice.
Vibeke har et vinrum i Vinkælderen på adressen Strømgade 1 i Hjørring. Der er ikke faste åbningstider, så hun åbner gerne efter aftale. Hun sender gerne en liste med udvalg og priser. Se mere på hjemmesiden.


