Af Chelina Bagger
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Niels Skipper fra NordsøPosten har skrevet en meget beærende artikel om, at jeg nu træder ind som suppleant i byrådet for Thomas Klimek, der er valgt til Folketinget.
Den artikel fik mig til at reflektere over min offentlige rolle, mit engagement og mit politiske virke.
Jeg er ikke typen, der fylder mest på sociale medier. Jeg er hende, der engagerer sig ude i virkeligheden. Jeg rækker hånden op, involverer mig, sætter ting i gang og blander mig – gerne dér, hvor det gavner fællesskabet. Jeg har mange jern i ilden, og det afspejler artiklen også. Sådan vil det også være fremover.
Men alt er ikke idyl.
Det er hårdt – og til tider bekymrende – at være selvstændig. At være butiksindehaver i en by, hvor mange gæster bemærker de tomme gader. Det er ikke attraktivt. For nogen.
Når en butik lukker i midtbyen, spreder bekymringen sig hurtigt: Åbner døren igen?
Midtbyens liv handler om et fælles ansvar og om at se virkeligheden i øjnene.
I min tidligere periode i byrådet var jeg med i arbejdet med kommuneplanen gennem min plads i Teknik- og Miljøudvalget. Her havde vi mange drøftelser om bymidten.
Vi traf politiske beslutninger:
• Vi udpegede områder til bestemte varegrupper
• Vi åbnede for nye publikumsrettede aktiviteter i erhvervslejemål
• Vi satte arbejdet med visioner for Hjørring midtby i gang gennem midtbysamarbejdet
Vi drøftede også parkering – igen.
Min klare holdning er, at der grundlæggende er p-pladser nok. Men vi, der arbejder i midtbyen, bør tænke over, hvordan vi bruger dem. Måske skal vi se det som kundeservice ikke at tage de pladser, der ligger tættest på vores egen arbejdsplads.
Men der er stadig meget arbejde foran os – både politisk og i samarbejdet mellem erhvervsdrivende, blandt andet i Hjørring Alliancen.
Samtidig er der en vigtig pointe:
Vi kan skabe rammerne – men vi kan ikke skabe kunderne.
Den svære sandhed er, at vi ikke kan få det hele.
Vi kan ikke både ønske os en levende midtby og samtidig konsekvent vælge at handle andre steder.
For hver gang vi klikker “køb nu” et andet sted, vælger vi aktivt den lokale butik fra.
Det er ikke en kritik. Det er bare virkeligheden.
Men konsekvensen er også virkelig:
At butikker lukker.
At gader bliver tommere.
Og at det fællesskab, vi siger, vi ønsker, stille forsvinder.
For os, der driver butikker, stopper regnestykket et sted.
Vi kan ikke blive ved med at finansiere liv i byen, hvis omsætningen ikke er der.
Personligt har jeg ikke flere midler at skyde i galleriet i Strømgade.
Derfor må jeg nu lukke GALLERI & Os. Sidste åbningsdag bliver påskelørdag.
Det er en tung beslutning. Ikke kun for mig, men også fordi jeg dermed ikke længere kan bidrage til butiksfællesskabet i midtbyen.
Det gør ondt.
Men det gør også ondt – igen og igen – at se folk gå gennem byen med flere anonyme pakker end poser fra de lokale butikker.
Hvad bringer fremtiden så?
Udover min indtræden i byrådet fortsætter mit arbejde med events, blandt andet når Smokie spiller i FRYSEHUSET den 17. april.
EVENT & Os lever videre, om end med et andet ejerskab fremadrettet. Og der er sommerens arrangementer i MusikLaden:
• Lis Sørensen spiller i uge 31
• Allan Olsen kommer på programmet i uge 29
• Shu-bi-dua 2.0 vender tilbage til Vendelbohus
– og jeg får nok også svært ved at lade være med at skabe nye oplevelser.
Samtidig har jeg taget en ny retning:
Jeg arbejder i hjemmeplejen i Hjørring Kommune og starter i slutningen af april som SSA-elev.
Jeg skal fortsat arbejde med mennesker – bare i en ny ramme. Og det er jeg oprigtigt blevet glad for.
Jeg bor og lever fortsat i Hjørring midtby. Snart er min titel SSA-elev – og igen byrådsmedlem.
Efter Thomas Klimeks stærke valgkamp og valg til Folketinget får jeg nu muligheden for at vende tilbage til byrådet.
Jeg afventer i skrivende stund min officielle indkaldelse og ved endnu ikke, hvilke poster jeg får.
Men én ting er sikkert:
Jeg glæder mig.
Til at arbejde videre for fællesskabet.
For udviklingen af Hjørring Kommune.
Og for en grønnere fremtid – på alle planer.



Kære Chelina
Tak for et ærligt, modigt og vigtigt indlæg. Det kræver både styrke og kærlighed til sin by at fortælle så åbent om de svære beslutninger, der følger med at være selvstændig i en tid, hvor midtbyerne kæmper for livet.
Du sætter ord på noget, mange mærker – men få siger højt: At fællesskab ikke kun er noget, vi taler om, men noget vi vælger. Hver dag. Også når vi handler.
Lukningen af GALLERI & Os er et tab for midtbyen, men ikke et tab af dit engagement. Tværtimod. Du fortsætter med at skabe liv, kultur og sammenhængskraft – nu i nye rammer, både politisk og menneskeligt.
Det er stærkt, at du både tager ansvar i byrådet og samtidig vælger en uddannelse og et arbejde, hvor du gør en konkret forskel for mennesker i hverdagen. Det siger noget om karakter, ikke om titler.
Hjørring har brug for folk, der både tør drømme og handle. Du er én af dem.
Held og lykke med næste kapitel – og tak for alt det, du allerede har sat i gang.
Svend Høholt marts 2026