Af Christian Borrisholt Steen

Politisk seniorkonsulent i Arbejdsgiverforeningen KA
Medlem af Uddannelses- & Arbejdskraftudvalget hos SMVdanmark
Venstres nye skoleudspil om flere lærere og pædagoger i klasseværelset er et vigtigt bidrag til debatten om fremtidens folkeskole.
I Arbejdsgiverforeningen KA repræsenterer vi mange små og mellemstore virksomheder, hvor mange af dem er placeret uden for de større byer. For dem er en stærk folkeskole ikke kun et spørgsmål om uddannelsespolitik. Det er også et spørgsmål om fremtidens arbejdskraft og om fortsat levende og dynamiske lokalsamfund.
Derfor er det positivt, at Venstre vil investere markant i folkeskolen og give plads til flere lærere og pædagoger i undervisningen. Når der er flere hænder i klasseværelset, bliver det lettere at sikre ro, trivsel og faglig støtte til den enkelte elev. Det er afgørende for, at færre børn tabes undervejs i skolesystemet. Det er en investering, der betaler sig – også mange år senere.
For virksomheder i hele landet er manglen på kvalificeret arbejdskraft en af de største udfordringer. Derfor er det helt centralt, at flere unge får et solidt fagligt fundament og lyst til at fortsætte i uddannelse – hvad enten det er gymnasiet eller en erhvervsuddannelse.
Samtidig er det positivt, at Venstres udspil lægger vægt på større frihed lokalt. Skolerne kender selv deres elever og deres udfordringer bedst, og derfor giver det god mening, at de også får mulighed for at tilrettelægge de rigtige løsninger lokalt.
En god folkeskole er desuden afgørende for udviklingen i landdistrikterne. Når børnefamilier vælger, hvor de vil bo, spiller kvaliteten af den lokale skole en stor rolle. Stærke skoler er derfor også med til at skabe grundlaget for vækst og arbejdspladser uden for de største byer.
Derfor er fokus på flere voksne i klasseværelset et skridt i den rigtige retning.
For en stærk folkeskole er ikke kun god skolepolitik – det er også en investering i fremtidens virksomheder og lokalsamfund.


