Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Foredragholder
Mange af os husker sikkert stadig Kronprins Frederiks tale til dronningens og prinsgemalens sølvbryllup tilbage i 1992. Det var dengang, at den unge kronprins med lige dele underfundighed og sylespids præcision, fik fortalt offentligheden, hvad han mente om faderens opdragelse med de berømte ord; ”Papa, man siger, at den man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed”.
Jeg er selv opvokset i et trygt og kærligt hjem, men jeg har heller aldrig tvivlet på min fars kærlighed. Jeg mindes ikke at have fået mange endefulde, som barn, men det hændte da, at min far, åbenbart i lighed med både d´herrer Larsen og Prins Henrik, mente, at det var nødvendigt med en endefuld, for at få mig til at forstå, at jeg var galt på den. Jeg husker fx en episode, hvor jeg havde lovet at være hjemme, så jeg kunne nå at komme med mine forældre i kirke. Men i mellemtiden var jeg blevet opslugt af at hjælpe til på naboens maskinstation og lige dér, fyldte de store, grønne John Deere traktorer altså mere i mit hoved, end kirkegang og salmesang. Dér husker jeg, at der røg en endefuld ind på børneopsparingen.
I dag må jeg indrømme, at jeg er flov over, at jeg dengang i 1996-1997, da debatten om revselsesretten rasede, syntes at de borgerlige partier havde helt ret i deres modstand mod at afskaffe revselsesretten. Dengang udtalte Inge Dahl Sørensen, der var folketingsmedlem for Venstre; ”Forslaget vil fjerne forældrenes autoritet. Det afslører en 68´er-holdning om fri hash, begrænset forældremyndighed og mildere straf til teenagere”. Tak for kaffe! I dag lyder udsagnet jo helt væk fra vinduet, men dengang var den unge Christian, som netop havde meldt sig ind i både Venstre og VU helt enig. Naturligvis skulle samfundet ikke blande sig i forældrenes ret til at opdrage deres børn, som de selv fandt det bedst.
Dengang forstod jeg debatten om for eller imod revselsesretten som en værdipolitisk krig imellem røde og blå, socialister og borgerlige. Sidenhen fandt jeg ud af, at afskaffelsen af revselsesretten i højere grad var endnu et positivt skridt i udviklingen af et civiliseret samfund, hvor også mindreårige betragtes som selvstændige individer, der, lige som voksne, har krav på respekt og på at blive behandlet med værdighed. Det betyder selvfølgelig ikke, at forældrene skal fratages retten til at opdrage deres børn. Men det bør naturligvis kunne lade sig gøre, uden at benytte sig af lussinger eller endefulde. Min egen søn har aldrig nogensinde fået hverken lussinger eller endefulde – heller ikke, når han ikke ville med i kirke.
Afskaffelsen af revselsesretten har helt sikkert haft en positiv betydning i forhold til danskernes generelle syn på fysisk afstraffelse af børn. Statistikken taler da også sit tydelige sprog. Tilbage i 1996 viste en Gallup-undersøgelse, at knap halvdelen af danskerne gik ind for fysisk afstraffelse af børn. 10 år senere var det tal faldet til 15 procent. I dag er det formentligt – og forhåbentligt – de færreste borgerlige politikere, der drømmer om at genindføre revselsesretten. Men et kvart århundrede uden revselsesret gør det ikke alene. Fx viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår, at mere end hver femte elev i 8. klasse, har været udsat for vold fra deres forældre eller stedforældre mindst én gang inden for det seneste år. Det kan vi som samfund ikke sidde overhørig og det skal vi gøre noget ved. Et godt sted at begynde, er ved at flere borgerlige politikere, ligesom jeg, går offentligt ud og erkender, at det naturligvis var en kæmpefejl at forsvare forældrenes ret til fysisk afstraffelse af deres børn. Der er til stadighed brug for, at alle som har mund og mæle forsvarer børn og unge mennesker imod fysisk afstraffelse. Børn har brug for tryghed og omsorg – ikke for frygt og vilkårlige afklapsninger.
Christian Borrisholt Steen er født og opvokset i Hirtshals. Debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Har skrevet bogen ”Ordet er frit – 47 klummer til tiden”. Læs mere på www.christiansteen.dk