Gregers Hjermitslev og Per Nielsen fra Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn har gennem længere tid beskæftiget sig med 2. verdenskrig og krigens betydning for Lønstrup. Per Nielsen udtaler:
– Vi har i de senere år oplevet en stigende interesse for 2. verdenskrig, og derfor vil vi i Lokalhistorisk Forening lave et arrangemenet som dette, fortæller Per Nielsen.
Det har været vigtigt for foreningen at trække det store globale perspektiv ned i det lille lokale, og ved at fremhæve, hvordan en stor verdensomspændende krig faktisk kom til at berøre dagligdagen for den almindelige borger i Lønstrup, bliver det meget jordnært og meget konkret.
– Vi kommer derfor ud på en lang gåtur på 1½ time, så det er vigtigt med fornuftigt fodtøj. Her vil de to lokalhistorikere fortælle os om Stützpunkt Lönstrup som tyskerne kaldte området, men vi kommer også til at høre om Atlantvolden, bunkerbyggeri, Regelbau, Ringstand med kanoner, radaranlæg, marinesoldater, panserspærringer og tyske løbegange i Harrerenden, tilføjer Per Nielsen.
Ekstra brødrationer til fiskerne
Gregers Hjermitslev fortæller, at der under krigen var ekstra høje brødrationer til fiskerne i forhold til, hvad andre kunne få, da fiskernes arbejde var meget fysisk hårdt og derfor krævede ekstra energi. Efter vandreturen, slutter man af ved Lønstrup Gl. Redningsstation, hvor man også begyndte, og her vil Gregers Hjermitslev slutte af med en endnu en lille anekdote om befrielsen, der i Lønstrup endte med et skuddrama.
Info
- Tid: 6. juni 2023 klokken 19.00
- Mødested: Lønstrup gl. Redningsstation, Kysten 10, Lønstrup
- Turen varer 1½ time. Husk fornuftigt fodtøj.
- Tilmelding til Per Nielsen på tlf. 2022 4642. Begrænset deltagerantal.
- Pris: 50 kr. Gratis for medlemmer af Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn
Faktaboks
Atlantvolden: En forsvarslinje opført langs Europas vestkyst under 2. verdenskrig fra Norge til Spanien. En del af denne forsvarslinje er de bunkere, der findes i Lønstrup.