Der forsvinder i disse år en række dagligvarebutikker ikke mindst i yderområderne, og nu kalder endnu en af de lukningstruede, Dagli’Brugsen i Hundelev, til kamp for overlevelse.
Den fine lokale dagligvarebutik holder åbent hver dag klokken 07.30 til 19.45 med et bredt udvalg af varer. Uden kunder nok, ingen butik, kan man sammenfatte situationen lige nu. Derfor har personalet og bestyrelsen udsendt følgende opråb:
Kære alle i Hundelev og Omegn.
Som I sikkert har læst, har Coop valgt at lukke 12 Dagligbrugs butikker midt februar 2023. Der har også været nogle, der er lukket i år og der er varslet flere næste år. Der er vi heldigvis ikke i blandt.
Men VI må komme med en bøn til jer alle. Tiderne er ikke nemme for nogen af os desværre og alle kæmper en kamp for overlevelse pga. stigende priser, el osv.
Vores salg og indtjening er faldende og desværre ikke bare lidt. Det kan vi ikke overleve på i længden. Det er meget svært at drive en butik i disse tider og slet ikke nemt med en lav omsætning, som vi har. Vi har skåret alt det vi kan på bemanding og lukker lidt før bl.a.
Alle ved, hvordan priserne er skudt i vejret og vi kan desværre ikke bare sætte prisen ned. Vi ved vi måske er lidt dyrere end REMA1000, men vi har nogle gode priser på oksefars, smør og mælk samt flere varer, hvor jeg ved vi er billigere end REMA1000, men vi kan ikke hamle op mod deres aviser – desværre.
Vi har trykket på de knapper vi har og kan ikke gøre mere. Resten handler om salg og de lokales opbakning. Rigtig mange støtter lokalt og det er vi så glade for, men det er desværre ikke nok. Vi skal have skiftet vores køl/frys og nyt CO2 anlæg i 2025, og så skal vi kunne vise et overskud til kæden inden da, hvis der skal investeres et millionbeløb i butikken.
Der skal handles mere lokalt, hvis vi skal være her om 3 år og fremover. Det har altid gået godt i vores brugs, men faldende omsætning og avance og stigende omkostninger har ikke været godt for os.
Så derfor en bøn fra os i butikken og bestyrelsen: Bak op om Brugsen, så vi kan fortsætte med at være her og byen kan forblive en attraktiv by for tilflyttere og ikke mindst for Skolen og Børnehaven, som har fantastiske planer for fremtiden.
Med venlig hilsen
Personalet og Bestyrelsen i Brugsen