Af Dan Gaardboe Rueskov
Hirtshals
Agri Energy Vrå har nu fremlagt deres eksterne beredskabsplan, og det ændrer ikke billedet – tværtimod. Det bekræfter det, som mange borgere længe har haft en klar fornemmelse af.
I planen fremgår det tydeligt, at anlægget overskrider tærsklen for brandfarlig gas og derfor er en kolonne 3-risikovirksomhed. Samtidig oplyses det, at der er oplag på omkring 65,98 ton biogas samt pyrolysegas og ammoniak. Det er ikke små mængder. Det er tung industri med reelle risici for både eksplosion og forgiftning.
Det mest alvorlige er imidlertid ikke indholdet, men tidspunktet.
Planen er først udfærdiget i november 2025, og virksomheden oplyser selv, at sikkerhedsrapporten er udarbejdet efterfølgende. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan et anlæg fungere som kolonne 3-risikovirksomhed uden at beredskabsplan, sikkerhedsrapport og fuld myndighedsbehandling er på plads fra begyndelsen?
Det er ikke en formalitet. Det er selve fundamentet for at kunne drive denne type anlæg forsvarligt.
Når man læser planen, bliver bekymringen ikke mindre. Der beskrives scenarier med eksplosioner, brande, udslip af giftige gasser og dominoeffekter mellem anlæggets dele. Samtidig fremgår det, at naboer befinder sig inden for konsekvensområdet, blandt andet på Smidstrupvej.
Alligevel er informationen til borgerne yderst begrænset. Anbefalingen er i praksis, at man skal gå indenfor, følge med i medierne og undlade at ringe til alarmcentralen for information.
Det er et bemærkelsesværdigt lavt informationsniveau i forhold til de beskrevne risici.
Derudover bygger planen flere steder på det projekterede anlæg – altså hvordan anlægget er tænkt – og ikke nødvendigvis på den faktiske drift. Det er problematisk, når der samtidig er rejst spørgsmål om stabil drift og håndtering af anlæggets processer.
Det her handler ikke om holdninger til grøn omstilling. Det handler om ansvar og tillid.
Har myndighederne haft styr på sikkerheden fra begyndelsen, eller er de blevet overhalet af projektet?
Hvis et anlæg først efterfølgende skal have styr på sin klassificering, sin sikkerhedsrapport og sin eksterne beredskabsplan, er det svært at se, hvordan borgernes sikkerhed har været første prioritet.
Det peger på noget mere alvorligt end almindelig sagsbehandling. Det peger på et system, der ikke har fungeret, som det burde.
Der er derfor behov for klare svar. Ikke flere forklaringer, men en reel redegørelse for, hvem der har haft ansvaret – og hvorfor disse grundlæggende forhold ikke var på plads fra starten.
