Danske farvande bliver nu langt bedre overvåget. Med udskiftningen af de gamle kystradarer til 32 helt nye radarstationer fra den danske forsvarsvirksomhed Terma, tager Danmark et stort skridt mod øget søsikkerhed og mere effektiv overvågning.
De nye radarer skal blandt andet hjælpe med at undgå sammenstød til søs, beskytte vores maritime infrastruktur – og give myndighederne et meget skarpere billede af, hvad der foregår i og omkring vores farvand.
Hvad betyder det for søens folk?
For jer, der sejler, hvad enten det er i fiskekutter, coaster, færge eller fritidsbåd, betyder det, at søfarten bliver både tryggere og mere overvåget. Radarerne dækker langt bedre og arbejder sammen i ét samlet netværk, der bruger kunstig intelligens til at analysere og forudse bevægelser til søs.
De bliver blandt andet en vigtig del af »Vessel Traffic Service« (VTS – læs mere her) i Storebælt, Øresund og Femern Bælt og vil gøre det lettere at navigere sikkert gennem de travle områder.
Radarerne skal bruges til at:
- Overvåge trafik og aktivitet i danske farvande
- Forebygge kollisioner og ulykker
- Beskytte kritisk infrastruktur – fx søkabler, rørledninger og havvindmøller
- Registrere uautoriseret aktivitet og beskytte miljøet
Smart teknologi og skarpere overblik
Systemet bag radarerne er baseret på avanceret dataintegration og kunstig intelligens. Det betyder, at information fra alle radarer smeltes sammen i ét situationsbillede, der hele tiden opdateres og forbedres.
Radarerne skal være fuldt i drift inden udgangen af 2026 og det meste af udstyret placeres på de eksisterende radartårne rundt omkring i Danmark. To ekstra radarer opstilles i Grønland for at styrke overvågningen i det arktiske område.
»Det er et stort teknologisk fremskridt. Vi får en langt bedre mulighed for at følge, hvad der sker til søs – og data kan også bruges i flere domæner. Vi er meget tilfredse med anskaffelsen,« siger oberst Klaus Qvist, chef for Luftdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
En del af Danmarks forsvarsforlig
Radarerne indgår i den politiske Aftale om dansk forsvar og sikkerhed 2024 til 2033 og er støttet af Accelerationsfonden, der skal sikre hurtigere udrulning af ny sikkerhedsteknologi.
Kilde_ FiskerForum.


