– Situationen i Østersøen kalder på handling. Både for miljøets skyld, men også for fiskernes skyld og for de mange små havnebyer rundt om Østersøen, hvor fiskeriet bidrager til at holde hjulene i gang, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
For år tilbage blev fiskerierhvervet lovet en plan for fremtidens fiskeri i Østersøen. Men intet er sket. Problemerne har blot vokset sig større og større, og de danske fiskere har år efter år fanget færre og færre fisk. Tilbage i oktober stod det klart, at problemerne i 2022 vil blive historiske og lamme fiskerisektoren. Kvoten på torsk i den vestlige del af Østersøen blev reduceret med 88%, hvilket har taget modet fra mange af Østersøens fiskere. Derfor råber bestyrelsen i Danmarks Fiskeriforening atter engang op og ønsker hjælp fra politikerne.
– Vi skriver til politikerne i håb om, at de vågner op. For det er nu eller aldrig, hvis situationen i Østersøen skal vendes. Derfor er det vores håb, at politikerne i Folketinget lytter, og at der for alvor bliver sat strøm til arbejdet med at sikre fremtidens erhvervsfiskeri i Østersøen, siger Kim Kær Hansen, formand for Kreds Øst i Danmarks Fiskeriforening.
I brevet opfordrer Danmarks Fiskeriforening til, at der gøres en seriøs indsats for at forbedre havmiljøet i Østersøen, ligesom man peger på behovet for at hjælpe nogle af de fiskere, der har mistet deres eksistensgrundlag, værdigt ud af fiskeriet, og at man bør igangsætte en række tiltag, der kan hjælpe de fiskere, der fortsat tror på fremtiden i Østersøen.