I weekenden 26. til 28. januar var 175 sprog-glade elever fra 50 forskellige gymnasier i hele Danmark samlet til Sprogcamp2024 på Hjørring Gymnasium
For 11. gang afholdt Hjørring Gymnasium i weekenden sprogcamp i samarbejde med Aalborg Universitet. I en hel weekend fik 175 gymnasieelever fra hele Danmark mulighed for at arbejde med og fordybe sig i sprog. Eleverne har alle et særligt talent for sprog og dermed en fælles interesse for fremmedsprog. De var tilmeldt i enten engelsk, fransk, kinesisk, spansk eller tysk, og de blev undervist af undervisere og studerende fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet. Weekenden bød på flere forskellige workshops, som gjorde deltagerne klogere på bl.a. kulturforståelse, kommunikationsstrategier og virksomhedspræsentation.
Erhvervslivet bakker op
Hvert sprog arbejdede i hele weekenden med en virksomhedscase, og om søndagen repræsenterede de deres virksomhed på en stor sprogmesse. Messen var godt besøgte af eksterne gæster og dommere, og til sidst blev der kåret vindere og uddelt flotte præmier i gymnasiets festsal. Blandt sprogenes sponsorer var denlokale virksomhed Hirtshals Havn, som blev repræsenteret af deltagerne i engelsk.
Besøg fra Bruxelles
Weekendens program indeholdt også på tolkeworkshops ved Translatørforeningen, kultur og dans, sjove konkurrencer, sprogdyst på rodeotyr, seværdighedsstafet og meget andet. To translatører fra Europa-Kommissionen var også taget helt fra Bruxelles for at give de unge mennesker et indblik i, hvilken betydning sprog har i en international, politisk organisation.
EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager havde også sendt en videohilsen til deltagere, hvor hun understregede vigtigheden af, at unge mennesker er dygtige til sprog. Journalist og udenrigskorrespondent hos TV2 Jeppe Krogager holdt desuden et spændende oplæg om, hvordan spansk har spillet en vigtig rolle i hans arbejdsliv.
Sprog åbner verden
Sprog er mere end gloser og grammatik; det handler i høj grad også om at forstå andre kulturer. Derfor glæder det rektor på Hjørring Gymnasium STX & HF, Elsebeth Gabel Austin, at interessen for at deltage i sprogcampen er stor igen i år.
I en mere globaliseret verden er det fortsat vigtigt at kunne et eller flere fremmedsprog udover engelsk, og derfor er kampen for at styrke sprogfagene stadig vigtig og aktuel. ”Interessen for Sprogcampener lige så stor som den plejer, og det hænger nok sammen med, at det i dag er vigtigere at kunne sprog end nogensinde før.
Sprog åbner verden, og vi skal sikre, at vi får dygtige sprogkyndige ud i samfundet, hvor der er hårdt brug for dem,” siger Elsebeth GabelAustin.
Dan Sen Chen, som går på Egaa Gymnasium, var en af de elever, der brugte en hel weekend på at blive endnu bedre til fremmedsprog, og det var ifølge ham tid givet godt ud:
“Det var en virkelig fed Camp med masser af socialisering, læring og dybdegående indblik i den sproglige verden.”
Foto: STX.