Af Christian Borrisholt Steen
Politisk seniorkonsulent i Arbejdsgiverforeningen KA
Medlem af Bygge- og Anlægsudvalget i SMVdanmark
Socialdemokratiet har indledt valgkampen med et ønske om at genindføre formueskatten. Det bliver præsenteret som et opgør med ulighed og som et bidrag til fællesskabet. I virkeligheden risikerer det at blive en dummebøde til de små og mellemstore – ofte familieejede – virksomheder, der udgør rygraden i dansk erhvervsliv.
For mange virksomhedsejere er formuen ikke en bunke frie midler på en konto. Den er bundet i produktionsapparat, bygninger, varelagre og arbejdspladser. Når man beskatter formue, beskatter man derfor værdier, der arbejder i virksomheden – også i år, hvor indtjeningen er lav eller usikker. Det betyder i praksis, at ejere kan blive tvunget til at trække kapital ud af virksomheden for at betale skat af værdier, de ikke har realiseret. Det er penge, der ellers kunne være investeret i nye maskiner, digitalisering, grøn omstilling eller flere medarbejdere. Det er ikke bare en teknisk skattejustering. Det er en politisk prioritering med klare konsekvenser.
I Danmark er det ikke milliardærer i glastårne, der bærer erhvervslivet. Det er murermesteren i Hirtshals, produktionsvirksomheden i Hjørring og familievirksomheden i Sindal, der gennem generationer har skabt lokale job og betalt deres skat. Det er virksomheder, hvor ejerens formue ikke står kontant på en bankkonto, men er bundet i maskiner, bygninger og medarbejdere.
En formueskat vil ramme netop denne type virksomheder hårdt, fordi den svækker incitamentet og muligheden for at lade kapitalen blive i virksomheden.
Danmark har i forvejen et af verdens højeste skattetryk. Hvis vi oveni begynder at beskatte opsparede og bundne virksomhedsværdier, sender vi et signal om, at det at eje og udvikle virksomhed i Danmark er noget, man skal betale ekstra for. Det risikerer at gøre generationsskifter vanskeligere, hæmme investeringer og i sidste ende flytte aktivitet og ejerskab ud af landet. Kapital er mobil, og dygtige virksomhedsejere har alternativer.
Det paradoksale er, at det netop er de virksomheder, som Socialdemokratiet siger, de vil beskytte – danske arbejdspladser og lokal forankring – der bliver ramt. En formueskat rammer ikke kun en lille gruppe superrige. Den rammer bredt blandt ejere af produktive virksomheder, hvor værdien ligger i drift og udvikling.
Hvis Socialdemokratiet ønsker mere vækst, højere produktivitet og flere arbejdspladser, bør fokus være på at forbedre rammevilkårene for investering og ejerskab – ikke på at indføre nye skatter på bundet kapital. Små og mellemstore virksomheder har ikke brug for en politisk dummebøde. De har brug for stabile og konkurrencedygtige vilkår, så de kan gøre det, de allerede gør hver dag: skabe vækst, job og velstand.
En genindført formueskat vil være et skridt i den forkerte retning. Ikke kun for virksomhederne, men for dansk økonomi som helhed.
Aldeles uenig i indlægget
Socialdemokratiets ønske om at genindføre en form for formueskat bliver i indlægget fremstillet som en trussel mod små og mellemstore virksomheder. Det er en dramatisk fortælling – men den bygger på en række forenklinger, der ikke holder, når man ser på, hvordan moderne skattesystemer faktisk indrettes, og hvilke udfordringer Danmark står overfor.
1. Formueskat handler ikke om murermesteren i Hirtshals
Det er en fejlslutning at påstå, at en formueskat nødvendigvis rammer den lokale håndværker eller familievirksomheden i Sindal. De modeller, der diskuteres politisk, retter sig mod meget store formuer – ikke mod almindelige virksomhedsejere, der har deres værdier bundet i maskiner og mursten.
At fremstille det sådan skaber unødig frygt – og flytter fokus fra, at formueskat primært handler om de allerstørste formuer, som i dag beskattes langt mildere end almindelig lønindkomst.
2. Kapital i virksomheder er ikke et neutralt gode
Indlægget antager, at al bundet kapital automatisk er samfundsnyttig. Men virkeligheden er mere nuanceret.
Det er ikke en straf for at drive virksomhed – det er et forsøg på at skabe balance mellem dem, der lever af løn, og dem, der lever af formueafkast.
3. Danmark har et højt skattetryk – men også høj tillid og stærke erhverv
Argumentet om, at “kapital er mobil”, bruges ofte som en trussel. Men Danmark er et af verdens mest stabile lande at drive virksomhed i, netop fordi vi har:
Det er ikke skattetrykket alene, der afgør, hvor virksomheder placerer sig. Hvis det var tilfældet, ville Norge, Schweiz og Holland ikke have blomstrende erhvervsliv.
4. Generationsskifteproblemet er reelt – men løses ikke ved at afskaffe enhver form for formueskat
Der findes allerede i dag målrettede ordninger, der gør generationsskifte mere overkommeligt. Hvis der er behov for forbedringer, kan man justere disse – uden at afskrive enhver form for beskatning af store formuer.
Det er en falsk modsætning at påstå, at enten har vi ingen formueskat, eller også kvæler vi familievirksomhederne.
5. Ulighed er ikke et abstrakt problem
Indlægget afviser formueskat som et middel mod ulighed, men uden at forholde sig til, at formueuligheden i Danmark vokser markant.
Hvis man ønsker et samfund, hvor muligheder ikke afhænger af fødselslotteri, er det legitimt at diskutere, om meget store formuer bør bidrage mere.
Afsluttende bemærkning
Debatten om formueskat bør handle om konkrete modeller, ikke skræmmebilleder. Det er muligt at indrette en formueskat, der rammer de største formuer uden at lægge sten i skoene på de virksomheder, der skaber arbejdspladser i Hirtshals, Hjørring og Sindal. At afvise enhver form for formueskat som en “dummebøde” er ikke en analyse – det er en politisk position forklædt som nødvendighed.
Misundelseskat i et kommuniststyre, det er hvad det minder om!
Svend Høholt
Tak for en god og redelig analyse af forslaget om en form for formueskat.
Hej Svend. Et meget flot bidrag, til forståelsen af formueskatten. Håber Socialdemokratiet får en position efter valget, hvor formueskatten- kan komme på dagsorden.