– Guten Tag, lyder det nu atter på de danske campingpladser. Gensynsglæden er stor, både for campisterne og campingpladsejerne, som sidste sæson måtte se langt efter campingvogne og autocampere med udenlandske nummerplader.
– Vi kan helt sikkert både se og mærke, at vores udenlandske turister er godt på vej tilbage. Både i bybilledet og på vores overnatningssteder. Vi ser især tyskere og hollændere, men også i stigende omfang schweizere og franskmænd, som skal videre med færgerne, fortæller turistchef Laila Zielke fra Hirtshals Turisme.
– Vores campingpladser melder om god belægning, ligesom de lokale feriehusudlejningsbureauer er fuldbooket langt ind i august. Nu glæder vi os bare til at se flere af vores glade, norske gæster, tilføjer Laila Zielke, hvis oplevelse underbygges af Jari Christensen, som er næstformand i DK-CAMP.
– Nu er de endelig på vej tilbage, i takt med at coronarestriktionerne lempes både her og i udlandet,
konstaterer Jari Christensen, som repræsenterer mere end halvdelen af campingpladserne i Danmark.
En rundspørge blandt foreningens medlemmer viser, at 61% oplever flere udenlandske gæster og
bookinger de sidste par uger. Det er blandt andet tilfældet hos Bruno Rytter Skiveren, der driver Skiveren
Camping tæt ved Vesterhavet og Tversted Klitplantage syd for Skagen.
Flere tyske turister og flere autocampere
– Vi er kommet ud af juni med en vækst i belægningen i forhold til sidste år på vores campingplads,
fortæller Bruno Rytter Skiveren. Det skyldes blandt andet, at de tyske turister i år kommer tidligere end
dem, der fandt vej herop i 2020.
På Skiveren Camping går det også godt med bookingerne for resten af sæsonen.
– Tyske campister booker generelt i god tid, og vi har flere bookinger inde end sidste år, oplyser Bruno. Han
savner dog stadig dem, der er på gennemrejse og på vej til Norge. Til gengæld glæder han sig over den
stigende interesse fra turister med autocampere:
– Vi kan mærke, at der kommer flere og flere autocampere, som søger mod vores campingplads. De er med
til at give vækst, og vi sætter stor pris på, at de kommer, understreger Bruno.
Danskerne fører fortsat stort
Hovedparten af campisterne på landets campingpladser er danske, men tyskerne indtager en sikker
andenplads i følge Danmarks Statistik. I 2019 bookede de tyske campinggæster knap 144.000 overnatninger
i Danmark, svarende til 12% af alle overnatninger på de danske campingpladser. I 2020 stod de tyske
campister for blot 23.000 overnatninger, svarende til sølle 2%.
Stadig ledige pladser
Selv om de udenlandske campister er på vej tilbage, er der stadig både ledige hytter, campingvogne og
teltpladser på flere af landets campingpladser til dem, der foretrækker at bestille ferie med kort varsel.