Hjørring Kommunes klimahandleplan, også kaldet Den Store Klimarejse, inviterer alle klimapartnere til nogle spændende timer med dialog om vores fælles ressourcer med blandt andre professor Katherine Richardson.
Det sker onsdag den 22. oktober fra klokken 11 i Festsalen hos University College Nordjylland (UCN) på adressen Skolevangen 45 i Hjørring.
Katherine Richardson er professor i biologisk oceanografi ved KU, international forskningsleder og medudvikler af Planetary Boundaries Framework med central rolle i Klimakommissionen, Klimarådet og FN’s 2019-rapport om bæredygtig udvikling.
Hun modtog i begyndelsen af 2025 AWS Planet Earth Award for sine bidrag og sit engagement i internationalt videnskabspolitisk arbejde. AWS Planet Earth Award er en pris uddelt af Alliance of World Scientists (AWS) for at anerkende personer, der yder exceptionelle bidrag til at beskytte livet på Jorden.
Der er relativt nemt at stille de mange store klima-spørgsmål, som for eksempel: hvordan bruger vi vores ressourcer klogt – lokalt og globalt? Det er knap så nemt at give de rigtige svar, og det er noget af det, som Den Store Klimarejse forsøger at byde ind med blandt andet gennem de mange klimapartnere.
Vi skal nemlig alle med på turen, hvis vi skal nå målene. Vi skal alle, ikke mindst kommunens klimapartnere, aktivt være med til at sprede fortællingerne om arbejdet for et bedre klima.
Vi står midt i en tid, hvor tampen brænder, skriver kommunen, og den brænder ikke miljøvenligt nok. Vores anvendelse af klodens ressourcer er nemlig ikke kun et spørgsmål om klima. Det handler i allerhøjeste grad også om geopolitik, økonomi og fremtidens muligheder.
På klimapartner-dagen den 22. oktober bliver der dialog om de store spørgsmål:
Hvordan fordeler vi ressourcerne retfærdigt – og hvad betyder det for os i Hjørring?
Hvordan hænger de planetære grænser sammen med vores lokale virkelighed? Planetære grænser er et begreb, der bruges i relation til forskningen i den globale miljøtilstand, og som definerer ni tærskler for menneskelige aktiviteter, som skal overholdes for at bevare en stabil og bæredygtig Jord for fremtidige generationer.
Hvad kan vi som virksomheder gøre, når vi både skal agere som verdensborgere og lokalborgere i Hjørring Kommune?
Det bliver en dag med inspiration, perspektiver og samtaler, hvor deltagerne sammen udforsker, hvordan vi kan tage ansvar og handle – både her og nu og i et større, globalt perspektiv.
Formanden for Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalget, Søren Homann, og Lotte Vang, der er chef for Grøn Omstilling i Hjørring Kommune, byder velkommen og deltager i den vigtige snak.
Klimapartnerne i Hjørring Kommune kan tilmelde sig senest den 20. oktober – inden klokken 10.
Klimapartnere i Hjørring Kommune den 14. oktober 2025:




