Kornets Hus syd for Hjørring styrker køkkenet og den gastronomiske profil med ansættelsen af Dennis Boe Carlsen.
Dennis skal være med til at udvikle husets madtilbud og skabe nye, stærke madoplevelser for gæsterne – med korn, håndværk og madglæde som tydeligt omdrejningspunkt.
– Vi er stolte af at have landet en kok med den profil – og ansættelsen er et vigtigt skridt i at løfte niveauet i caféen og de samlede madoplevelser i Kornets Hus, fortæller Rikke Ejsenhardt, direktør i Kornets Hus.
– Dennis kommer med solid erfaring fra nogle af Nordjyllands stærke køkkener – blandt andet Restaurant VANDret i Løkken, Restaurant Bühlmann i Aalborg, Brøndums Hotel i Skagen, Huset Havs i Løkken og Bryghuset Vendia i Hjørring.
Han har desuden været en del af Det Danske Kokkelandshold og har blandt andet opnået en 3. plads ved Årets Kok 2017.
– Vi er i gang med at sætte en ny retning, hvor madoplevelserne står helt forrest – og Dennis er præcis den profil, der kan være med til at give gæsterne endnu stærkere oplevelser. Han har et stærkt gastronomisk håndværk og en tydelig passion for at skabe mad, der samler mennesker, siger Rikke Ejsenhardt.

– Dennis ser Kornets Hus som et sted, hvor gastronomi og formidling naturligt mødes – og hvor kornet kan få en endnu mere tydelig rolle på tallerkenen. Han begynder i Kornets Hus den 1. februar 2026.
Kornets Hus er allerede åbent, og der er fuld gang i aktiviteterne i hverdagene. I denne weekend åbner caféen igen for offentligheden – og det sker med en vildt lækker brunch både lørdag og søndag, hvor der er nye lækre retter på brættet. Det er stadig muligt at booke bord til brunchen i denne weekend – og igen/eller om 14 dage, som er Dennis’ første weekend i Kornets Hus.
Om Kornets Hus
Kornets Hus er et madkulturhus og et oplevelses- og formidlingshus, hvor korn, madkultur og fællesskab er omdrejningspunktet.

Venindeaften med Julia Lahme
– Forfatter, foredragsholder og trendforsker Julia Lahme stiller skarpt på venindeskabet til en helt særlig aften den 5. februar, hvor du og dine veninder kan glæde jer til indsigter, grin og goodies, når vi åbner dørene i Kornets Hus, fortæller Rikke Ejsenhardt.
Program:
17.30 Dørene åbner
18.30 Direktør Rikke Ejsenhardt byder velkommen
18.45 Social dining – samvær, lækker mad og smukke rammer
19.45 – 20.45 Foredrag med Julia Lahme
20.45 – 21.15 Mulighed for at købe og få signeret bogen ”En bog om kærlighed” samt få taget et billede sammen med Julia.
Billetten til 499 kroner er eksklusive drikkevarer, som kan købes på dagen.


