DEBAT: Det må være muligt at forene alle stærke røster og bruge al den stærke energi i lokalsamfundet til noget konstruktivt, som i sig selv jo er et positivt ord. Det må kunne lade sig gøre at puste til det knap så positive engagement, så vi kan få noget medvind.
Vi – os alle – kommunen, som betyder fællesskab, har brug for brændstof, der kan løfte samfundet. Fællesskab betyder også ret til at være med, ret til at have indflydelse og mulighed for at debattere. Fællesskab må også indebære en vis pligt til at være med på en positiv og konstruktiv måde. Jeg mener; hvad skulle det modsatte gavne nogen eller noget?
Aktuelt er der en del debat med mange eksperter på banen i forbindelse med den økonomiske krise på Vendsyssel Teater og planerne om en ny, dyr nabo til teatret; nemlig en ny musikskole til anslået cirka 37 millioner kroner.
Det er ganske vist endeligt vedtaget på et byrådsmøde den 25. januar i år. Siden er det kommet bag på de fleste, at Vendsyssel Teater har brug for en økonomisk håndsrækning på anslået fire millioner kommunale – fælles – kroner. Det skal teatret naturligvis have, for vi skal videre.
Måske skal vi bare videre ad en lidt anden vej, nu hvor regnskabet på scenen er gjort op.
Vi skal også have en ny musikskole, måske en kulturskole, og det behøver ikke være i form af et nybyggeri til anslået 37 millioner kroner.
Det må være muligt at skabe mere liv i bygningen på Teaterpladsen med Vendsyssel Teater, hvor der må kunne være både undervisning, koncerter med videre. Hjørring Musiske Skoles heldigvis store og flotte arbejde kan ikke være kun i teaterbygningen, hvor der stadig bør bydes på folkeligt, eksperimenterende, klassisk og udfordrende skuespil, teater og musik. Gerne i endnu tættere samarbejde med Hjørring Teater, der mest spiller på Vendelbohus.
Musikskolens aktiviteter må kunne planlægges, så også Vendelbohus bliver en del af musikkens grundskole. Musik hører, som også teater gør det, til også på Vendelbohus. Vi har jo også det store frysehus med scene og andre muligheder, og det bør også kunne være en integreret del af kulturlivet i Hjørring.
Måske kunne også lokaler på uddannelsesinstitutionerne få ny lyd og mere liv i en tid med økonomiske udfordringer på grund af et faldende antal studerende. Måske er der andre lokaliteter, der kan tænkes ind på en konstruktiv måde.
Fremtidens udfordringer i en tid, hvor der nok ikke vil være overflod af penge til kultur, kræver større og bedre samarbejde. Måske må der sluges kameler. Vi skal videre.
Kærlig hilsen
Palle W. Nielsen
en del af redaktionen på NordsøPosten