Af Diana Kjærulff
Nordjysk jordemoder
Kandidat til Regionsrådet
Søndertoft 9, st tv
9000 Aalborg
Da jeg for nyligt deltog i Nordisk Jordemoderkongres i København, blev det klart for mig, at vi stadig svigter kvinder i politiske/taktiske beslutninger og prioriteringer. Hver dag i det nordjyske sundhedsvæsen møder jeg kvinder, hvis helbred betragtes som et ‘nice to have’ – ikke et ‘must have’. Det er uholdbart.
Når fertilitetsklinikker i dag har ventelister på måneder, belastes både kvinderne/parrenes håb om et barn og deres økonomi. I stedet for at vente, bør vi give konkret vejledning til at optimere deres chancer gennem kost, motion og stresshåndtering. Så kan vi mindske både angst, biologisk tidsstress og bedre deres oplevelser når de bliver gravide.
Ligeledes oplever alt for mange nybagte mødre at stå alene med følgerne af komplicerede fødsler – fra følgerne efter bristninger til eftervirkninger af kejsersnit. Et systematisk opfølgende tilbud om tilsyn, vejledning, genoptræning og psykologisk støtte er ikke et luksustilbud, men en basal nødvendighed, hvis kvinder efter fødslen skal bevare både fysisk styrke og mental trivsel.
Endelig må vi kræve, at kvindesygdomme får samme seriøse behandling som klassiske mandesygdomme. Hvorfor investeres der millioner i hjerte- og lungesygdomme, mens endometriose og kræftformer specifikt for kvinder halter bagefter? Ligestilling på papiret nytter ikke, når forskning stadig tager udgangspunkt i mandekroppen som norm – og kvinders symptomer dermed forbliver usynlige. Vi ved, at sygdomme rammer køn forskelligt.
Alligevel fordeles forskningsmidlerne skævt – og uden øremærkede midler til kvindespecifik sygdom forbliver kvinder ringere stillet. Ligestilling i sundhed kræver mere end fine hensigtserklæringer. Det kræver handling – og investeringer.
Det er på tide, at Region Nordjylland prioriterer reelle politiske indsatser for kvinder! Jeg stiller op til regionsrådet den 18. november 2025 for Venstre, fordi jeg vil sikre, at vores sundhedsindsats handler om livskvalitet – ikke om sparekrav.
Vil du være med til at løfte kvinders sundhed i Nordjylland?
Sammen kan vi sikre, at alle kvinder – før, under og efter fødslen – får den opmærksomhed og behandling, de fortjener.
Diskussionen om post