E-Teamet blev lanceret i august 2024 som et innovativt svar på de markante udfordringer i ældreplejen: flere ældre, mere komplekse opgaver – og færre medarbejdere.
Allerede i 2030 forventes der at mangle over 200 SOSU’er i Hjørring Kommune. Derfor har udvalgsformand for kommunens Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalg, Lone Olsen (V), peget på behovet for nytænkning, som både sikrer kvalitet og frigør ressourcer.
– Vi tager nu et afgørende skridt mod fremtidens velfærd. Efter grundig evaluering og bred opbakning fra både borgere, medarbejdere og ledelse bliver E-Teamet nu en permanent del af Hjørring Kommunes tilbud, fortæller Lone Olsen (V).
Målet har fra starten været at styrke trygheden og skabe genkendelighed i den hjælp, borgerne får – men nu også på en digital og mere fleksibel måde. E-Teamets services tilbydes som et frivilligt supplement til den klassiske hjemmepleje og har gjort det muligt at nedbringe antallet af fysiske besøg, samtidig med at borgerne oplever større frihed og selvstændighed i hverdagen.
De digitale løsninger afhjælper både kapacitetsudfordringer og styrker borgernes oplevelse af hjælp, der passer ind i deres liv – uanset om de er hjemme eller på farten. E-Teamet har dermed vist sig som et effektivt redskab til at fremtidssikre ældreplejen.


