Lige nu står mange unge mennesker foran valget af ungdomsuddannelse, og det kan være en svær beslutning for både teenagerne og deres forældre.
Derfor inviterer Hjørring Gymnasium mandag den 9. februar til orienteringseftermiddag fra kl. 15.00-17.30. Her har kommende elever og forældre mulighed for at få et indtryk af skolen og tale med elever og lærere. På den måde kan de opnå større tryghed om det valg, der venter.
Der vil være præsentationer af både studieretningerne på STX og fagpakkerne på HF.

Godt studiemiljø og vigtige sociale fællesskaber
Arrangementet starter kl. 15.00 i gymnasiets festsal. Efter en kort velkomst og præsentation af skolen kan gæsterne gå på besøg i klasselokaler og se, hvordan undervisningen foregår i forskellige fag. Her er der også tid til at stille spørgsmål om bl.a. hverdagen på gymnasiet, studiemiljøet og de sociale fællesskaber, som kendetegner Hjørring Gymnasium.
Det vil også være muligt at tale med skolens studievejledere, international koordinator, mentorer, matematikvejledere samt læse‑ og stavevejledere. Her kan både elever og forældre få svar på konkrete spørgsmål om valg af fag, støtteformer og overgangen til gymnasiet, og de kan også høre om de spændende udvekslingsrejser, man kan blive en del af som elev på Hjørring Gymnasium.

Mange aktiviteter efter skoletid
Hjørring Gymnasium er kendt for de mange tilbud efter skoletid, bl.a. studiecafé samt kreative og sportslige aktiviteter, og dem kan man selvfølgelig også høre meget mere om. De besøgende får også mulighed for kl. 16.30 at overvære generalprøven på årets skoleforestilling.
Orienteringseftermiddagen er åben for alle interesserede, og skolen glæder sig til at møde de unge mennesker og deres forældre og gøre dem klogere på de mange muligheder på Hjørring Gymnasium.
Foto: Maria Louise Hamborg.


