Fredag klokken 14 åbner Doris og Ove Christensen fra Rakkeby deres nye butik på Luneborgvej 78 i Tylstrup.
Parret besluttede efter nogle år på Vandværksvej i Hjørring at søge nye lokaler, og det blev altså i Tylstrup. I den nye butik, en tidligere købmandsforretning, er der noget mere plads end i Hjørring, og det har naturligvis også betydet mange flere varer hos handelsfolkene.
Holmberg Handel åbner igen det, vi godt kan kalde en blandet landhandel. På den nye adresse sælger parret garn fra flere lande, specialstrømper til diabetikere, strømper til arbejdsbrug, hverdag og fest og flere end 200 forskellige krydderier plus en række specialiteter som madolier, marmelade og meget mere.
Nyt i butikken er blandt andet tøj og legesager til børn samt ikke mindst de snart højaktuelle julesager med og uden lys.
– Vi glæder os til at åbne i Tylstrup, og vi håber meget, at vores trofaste kunder fra Hjørring og omegn også kan finde os på den nye adresse, hvor vi på åbningsdagen serverer øl, vin, sodavand og pølser samt kaffe og småkager, fortæller de to.
I Hjørring var der to ugentlige åbningsdage, og parret får nogle flere timer i den nye butik. På åbningsdagen fredag er der åbent klokken 14-19 og på lørdag klokken 10-16. Derefter er butikken åben mandag til torsdag fra klokken 12-17.30.
– Vi har jo også vores Holmberg Nethandel at passe, og selv om vi har skåret noget ned på rejseriet, så kommer vi meget rundt på messer, udstillinger, byfester, markeder og så videre, fortæller Ove og Doris Christensen, der også er på Facebook.



