Af Edmund Jacobsen
Redaktør på Fiskeri.net
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Magnus Heunicke (S) forestillede sig, at han var miljøminister i et land uden kystlinje.
Altså et sted uden fiskere. Måske Schweiz. For Danmarks siddende miljøminister har gjort det til en personlig mission at nedgøre dansk fiskeri – og han gør det med en nidkærhed, der ville gøre enhver børnehavepædagog misundelig.
Tag bare seneste afsnit i denne tragikomiske farce: Naturmødet i Hirtshals. Her valgte ministeren at droppe den sædvanlige politiske tale og i stedet rappe. Ja, du læste rigtigt. Han rappede. Op på scenen, på med bas og attitude – og så ellers i gang med det nyeste hit: “Fiskerne ødelægger havet.” Publikum blev opfordret til at råbe “FRI!” hver gang han sagde “trawl”. Det var som at overvære et skoleteater, hvor læreren insisterer på at spille hovedrollen.
Men det var selvfølgelig ikke første gang, ministeren prøvede kræfter med fiskeriets ære. I 2024 gæstede han podcasten Den Dyriske Time, hvor han mente, at danske fiskere “hyggehærger” med bundtrawl i Bælthavet. En charmerende lille bemærkning – altså, hvis man gerne vil kalde en hel branche for uansvarlige miljøsvin med et glimt i øjet. Da han senere blev spurgt i Folketinget, om det virkelig var hans holdning, fik vi serveret den sædvanlige omgang politisk tågesnak, pakket pænt ind i en “det-var-jo-bare-en-vittighed-men-jeg-mener-det-stadig”-retorik.
Og så er der jo rapporten fra Aarhus Universitet. Heunickes bibel i kampen mod bundtrawl. Den skulle vise, at 16 procent af bunddyrene dør, hver gang et net rører havbunden. Desværre viste det sig, at rapporten – ifølge DTU – var spækket med fejl og upræcise konklusioner. Altså, detaljer. Ikke noget, der skal stå i vejen for en god pointe, vel?
Men det er klart: Det er nemt at spille smart på Christiansborg, når man ikke skal hente stemmer i Hanstholm, Thyborøn eller Hirtshals. Heunickes vælgere er ikke dem, der står på kajen klokken fire om morgenen og slæber kasser med fisk. Nej, de står i kø til surdejsbrød og rød naturvin i Indre By og siger “havmiljø” som et slags moderne fadervor.
Derfor slipper han af sted med det. Gang på gang. Fordi ingen af dem, der reelt ved noget om fiskeri, har politisk valuta hos en minister, der hellere rapper om “det onde trawl”, end tager ansvar for sin egen vildledning af Folketinget.
At Heunicke nu sidder ved bordet i forhandlingerne om fremtidens fiskeri er ikke bare ironisk – det er en skandale forklædt som satire. Det svarer til at sætte en veganer til at udvikle menuen på en fiskerestaurant og forvente, at det bliver en succes.
Men hey – hvis ikke det hele flasker sig for Heunicke som minister, er der heldigvis en karriere i stand-up og spoken word på Østerbro. Publikum skal bare lige være forberedt på, at joken – som altid – er på fiskernes bekostning.
Diskussionen om post