Af Rasmus Prehn, udviklingsminister (S) og Karen Ellemann (V), Anne Sophie Callesen (RV), Rasmus Nordqvist (SF), Christian Juhl (EL), Katarina Ammitzbøll (K), Torsten Gejl (Å) og Daniel Toft Jakobsen (S).
340.000 mundbind og 38.600 håndvaske i Etiopien. Drift af ambulancer og uddannelse af sundhedspersonale i Uganda. Penge i hånden til 5.000 meget sårbare kenyanere. Oplysningskampagner om COVID-19 i Somalia. Støtte til iværksættere, så de kan holde liv i deres virksomheder i Mali. Hygiejne kits til 7.000 internt fordrevne kvinder i Burkina Faso. Udviklingsbistand, der virker. Konkret, hurtigt og effektivt.
Vi var i Danmark tidligt ude med hjælp til Afrika, da Corona-krisen ramte verdens fattigste. Vi lavede en standby-pulje på én milliard kroner til bekæmpelse af coronavirus. Stand-by puljen er finansieret ved at sætte andre udviklingsprojekter midlertidigt på pause. Med de to første hjælpepakker i april og juni har vi foreløbigt brugt 615 millioner kr. af stand-by puljen og sammen med yderligere 400 mio. kr. bl.a. i humanitære midler fået rakt en hånd ud til dem, der har allermest brug for den. Dem, der er smittet eller i fare for at blive smittet af corona, har mistet deres arbejde, dem der ikke kan komme i skole eller dem, der er hårdt ramt af sult.
Vi har fokuseret på at få etableret bedre hygiejneforhold. På at få mad og vand frem. På at give dem, der fra den ene dag til den anden mistede deres livsgrundlag, noget at leve af via kontante udbetalinger. Vi har fokuseret på at hjælpe med at få løst de mest akutte behov. Vi har både gjort det via de store aktører som FN og Verdensbanken, som kan mobilisere store kraftfulde indsatser. Men vi har også gjort det via civilsamfundet og nødhjælpsorganisationer, der forstår at arbejde helt ned på gadeniveau i lokalområder. Det er særdeles opløftende i en så svær situation at se, at den danske udviklingsbistand hjælper og gør en livsvigtig forskel. Det har været afgørende, at vi på tværs af Folketinget kunne samles hurtigt og finde pengene, men det er også flot at se, hvordan verdenssamfundet, nødhjælpsorganisationerne og vores ambassader er i fuld gang med at omsætte pengene til konkret brugbar hjælp.
De afrikanske lande reagerede hurtigt, da smitten brød ud. Mange lande lukkede effektivt ned. Og det internationale samfund rykkede anført af Danmark og ligesindede lande hurtigt sammen om Afrika. På den korte bane har strategien været en succes. Afrika har foreløbigt ikke været så hårdt ramt af selve sygdommen som mange andre steder i verden. Men det store lock-down har haft andre langvarige og fatale konsekvenser. Den massive nedlukning har været særlig hård for de fattigste og mest sårbare, som med et mistede indtægt og livsgrundlag. Fattigdom, ulighed, arbejdsløshed, skolelukninger og sult er nogle af de mest håndgribelige følger.
Men i skyggen af COVID-19 er presset på de mest basale menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse desværre også steget. Frihedsrettigheder og demokratiske processer begrænses. Endnu engang er det i høj grad piger og kvinder, der står for skud. De oplever nye begrænsninger i adgangen til basale sundhedsydelser, f.eks. sikker abort og prævention. Der forventes desværre også en stigning i seksuel og kønsbaseret vold, omskæring af piger, børneægteskaber, teenagegraviditeter og mødredødelighed. Årtiers fremskridt er altså på spil.
Så selvom vi kan være stolte af vores hurtige og effektfulde hjælp, er opgaven langtfra løst. Vi går derfor ind i forhandlingerne om Hjælpepakke 3 med bevidstheden om, at der venter en stor genopbygningsopgave flere steder. Vi skal finde ud af, hvordan vi bedst bruger de resterende 385 millioner kroner fra den dedikerede milliard-pulje. Behovet nu er især en grøn genstart af den fattige landes økonomier og samfundsstrukturer. Vi skal genopbygge på måder, der både skaber langsigtede forandringer og har konkret effekt nu.
