Mandag den 13. oktober kigger Det Flyvende Kuffertcirkus forbi Hjørring Bibliotek i Metropol. De byder på jonglering, balance og magi – og I får mulighed for selv at prøve kræfter med f.eks. éthjulede cykler og stylter.
Samme dag holder Løkken Bibliotek krea med kasserede bøger, som I kan folde til fine æsker og figurer. Krea-værkstedet rykker til Vrå Bibliotek onsdag den 15. oktober om eftermiddagen.
Tryllenørd og Robinson-dyster
Tirsdag den 14. oktober står den på trylleri med bøger på Hjørring Bibliotek, som får besøg af Den Store Tryllenørd. Tirsdag er der også maser af sjov og ballade på Hirtshals Bibliotek, der kl. 13-15.30 holder Store Børnedag med Robinson-dyster, Duplo-stabling og et væld af legeredskaber.
Onsdag den 15. oktober inviterer Hjørring Bibliotek på kæphesteræs, hvor I både kan låne en kæphest og ride på en medbragt. Hele ugen igennem er der desuden mulighed for at være kreativ med hammer, søm og skruer med Hjørring Biblioteks tilbud Byg & Hyg i Værkstedet.
Mange af aktiviteterne er gratis af deltage i, men kræver tilmelding på hjbib.dk


