Der er store kræfter på spil, når de heftige efterårsstorme raser over Nordsøen.
De store bølger og stærke strømme sætter sit tydelige præg på livet under havets overflade, mens vi mennesker også skal tilpasse os.
Dét og meget mere sætter Nordsøen Oceanarium fokus på fra 4. oktober til 2. november under efterårstemaet ”Havets kræfter”.
”De kraftige efterårsstorme sætter virkelig gang i bevægelserne under og over havets overflade, og både dyr og mennesker er nødsaget til at tilpasse sig forholdene. Hvordan de gør det, og hvordan efterårets barske vejr sætter sit præg på naturen, glæder vi os til at dykke ned i på Nordsøen Oceanarium den kommende tid,” siger formidlingskoordinator Kim Fogt.
Vragjagt og efterårshygge
Efterårstemaet bliver hele perioden markeret med en række spændende, lærerige og hyggelige aktiviteter.
Havbundsrummet bliver forvandlet til efterårsudstillingen ”Når havet fortæller”, hvor gæster kan opleve en række opsigtsvækkende fund, der er skyllet i land på strandene omkring os.
Derudover har Strandingsmuseum St. George udlånt vraggods fra HMS St. George, der forliste juleaften 1811 i en af de største strandingskatastrofer i verdenshistorien.
Er du nysgerrig efter flere af de fascinerende historier om nogle af de skibsvrag, der findes ud for vores nære kyster, kan du deltage i Vragjagten i udstillingen, hvor der er flotte præmier fra Color Line på højkant.
Hele måneden bliver de daglige Oceanarie- og sælfodringer desuden fyldt med fortællinger om, hvordan havdyrene klarer sig under efterårsstormene, og hver dag klokken 15 er der en ekstra fodring i akvariet Vraget Stornoway, hvor historien Stornoways forlis ud for Lønstrup i 1988 bliver fortalt.
Derudover byder weekenderne på hyggelige, kreative aktiviteter i Værftet, lige som der tændes op i bålet ved Emmersbækken, hvor der hygges og ristes skumfiduser.
Nordsøen Oceanarium holder åbent fra 9:30 til 16 i perioden – dog udvides åbningstiden fra 9:30 til 17 i efterårsferien, hvor der er ekstra ferieaktiviteter på programmet.
Foto: Nordsøen Oceanartium.


