Onsdag aften er en 14-årig pige omkring klokken 18 gået fra forældrenes hjem i Nørrelund i Sindal, og Nordjyllands Politi efterspørger nu borgernes hjælp til at finde hende.
– Hun er i en noget nedtrykt tilstand efter en uoverensstemmelse med sine forældre. Hendes forældre er bekymrede for, hvor hun kan være henne, siger Torben Larsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi har givet følgende signalement af pigen:
- 14 år
- 170-175 centimeter høj
- Almindelig af bygning
- Lyst, skulderlangt hår
- Kun iført strømpesokker, da hun forlod bopælen
- Blå joggingbukser
- Sort sweater
– Vi har hundepatruljer på vej og en dronefører, der kommer derop med en drone med et termisk kamera for at se det fra oven, siger Torben Larsen.
Nordjyllands Politi hører gerne fra borgere, der ved, hvem pigen er, eller har set en gå alene rundt. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Kilde: TV2 Nord.