Når DM i Skills 2026 afholdes i Hjørring til april, bliver det med lokal deltagelse i elektrikerfaget, hvor Ida P. Jacobsen fra Erik Lytzen A/S er blandt finalisterne. Den unge lærling, der til daglig er tilknyttet EUC Nord, sikrede sig pladsen efter at have vundet regionsmesterskabet for Region Nordjylland.
DM i Skills finder sted fra 22. til 25. april i Hallen Park Vendia i Hjørring og samler omkring 300 lærlinge fra hele landet til konkurrencer i mere end 50 fag. Elektrikerfaget er blandt de centrale konkurrenceområder, og årets felt tæller fem regionale vindere, herunder Ida P. Jacobsen, som repræsenterer Nordjylland.
Ida P. Jacobsen har de seneste år markeret sig som et stærkt talent inden for elektrikerfaget. Hun skiftede i sin tid gymnasiet ud med EUX-elektrikeruddannelsen og har siden fundet både faglig retning og stor motivation i lærepladsen hos Erik Lytzen A/S. Hendes engagement har samtidig ført til en rolle som ambassadør for elbranchen, hvor hun er med til at inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og få øjnene op for de mange muligheder i faget.
For virksomheden Erik Lytzen A/S er finaledeltagelsen en markering af både faglighed og udvikling. Både virksomheden og branchen i bredere forstand bakker op om DM i Skills, der fungerer som udstillingsvindue for håndværksfagenes kvalitet og som rekrutteringsplatform for kommende generationer af faglærte. DM i Skills 2026 forventes at tiltrække tusindvis af besøgende og skabe betydelig lokal aktivitet i værtsbyen Hjørring.
Dansk El-Forbund Nordjylland præsenterer Ida i næste udgave af El-Trikkeren, hvor læserne kan komme tættere på hendes vej ind i faget og hendes forberedelser frem mod mesterskabet.
Foto: Dansk El-Forbund Nordjylland.
Video: Erik Lytzen A/S.



Held og lykke👍