Forleden stod skoledagen i julens tegn for minimellem klassen på Lørslev Friskole og Børnecenter. De besøgte nemlig Vendsyssel Historiske Museum. Her blev eleverne taget med på en rejse gennem julens traditioner og historie – og fik både ny viden og en godtepose med hjem.

Museets juleløb bød på spændende aktiviteter, hvor Lone Venderby fra museet fortalte om julens oprindelse. Eleverne lærte blandt andet, hvor nissen stammer fra, og hvordan han i gamle dage havde et langt mere uhyggeligt ry end i dag. Derudover blev der sat fokus på juletræets historie og den pynt, vi kender i dag.

Leg og læring i historiske rammer
Under besøget gik eleverne på jagt efter nissebilleder i udstillingerne og legede klassikeren “tampen brænder” med kravlenisser. Turen førte dem rundt i alle kroge af museet – selv op på det lidt uhyggelige loft, hvor nissen ifølge traditionen bor. Som tak for den store indsats belønnede nissen børnene med en godtepose til hver.
Tilbage på skolen blev dagen evalueret i fællesskab. Eleverne skrev alle de bedste oplevelser op på tavlen – en liste, der næsten ikke kunne være der.


