Det var 5. klasser fra skoler Tornby, Bjergby, Vrå og Løkken der deltog og havde en fantastisk dag til Naturfagsmaraton i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.
– Forløbet Naturfagsmaraton tilbydes skolerne af Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. I løbet af skoleåret er der arbejdet med 6 opgaver hjemme på skolen ud fra nogle praksisnære, aktuelle problemstillinger, fortæller Jørgen Jensen fra SkoleCenter Hirtshals.
– I alle opgaver skal eleverne konstruere og bygge forslag til løsninger. For eksempel byg en bro, lav det bedste lydisolerede rum, komme med forslag til genbrug af tøj, lave en app om insekter, lave en hurtig strandræser, bygge en model af en hus med lys i alle rum eller lignende, uddyber Jørgen Jensen.
Forløbet er bygget op omkring undersøgende og eksperimenterende undervisning. Der er blevet tænkt, bygget og konstrueret. Alle de forskellige forslag til løsninger var medbragt på konkurrencedagen i Vrå.
Tornby Skoles 5. T blev samlet vinder af dette års Naturfagsmaraton i Idrætscenter Vendsyssel.