Ellen Raunsmed (SF): Sammen om et meningsfuldt liv

Det er netop det, jeg gerne vil tale om i dag: Hvordan vi også i fremtiden skaber et arbejdsmarked – og et samfund – med plads til mennesker.

For vi står midt i en brydningstid. Teknologien udvikler sig med en hast, vi aldrig har set før. Kunstig intelligens kan i dag løse opgaver, som vi tidligere troede var forbeholdt mennesker.

Det betyder noget grundlæggende: Arbejdsmarkedet forandrer sig. Men det gør også noget ved vores syn på mennesker.

For når maskiner bliver bedre til det målbare, det effektive og det systematiske – så bliver det menneskelige vigtigere. Relationer. Tillid. Dømmekraft. Evnen til at samarbejde. Det er ikke bare “bløde værdier”. Det er fundamentet for fremtidens samfund.

Netop derfor er det så vigtigt, hvordan vi indretter vores beskæftigelsessystem. For det system er ikke bare en maskine, der skal levere arbejdskraft. Det er et møde mellem mennesker.

I Hjørring har debatten om beskæftigelsesindsatsen været intens de seneste måneder. Mange borgere har delt deres historier. Nogle af dem er hårde. Og lad mig sige det klart: De historier gør indtryk. De skal tages alvorligt. Og de skal bruges til at blive bedre.

Jeg er ikke tavs i den debat. Jeg lytter. Jeg taler med borgere, med fagbevægelsen, med organisationer. Og jeg er i tæt dialog med forvaltningen. For vi har et ansvar. Et ansvar for at stille os selv de svære spørgsmål: Oplever borgerne systemet som værdigt og retfærdigt? Er vi fleksible nok? Gør vi det godt nok?

Men vi har også et ansvar for at holde hovedet koldt. For enkeltsager – hvor alvorlige de end er – kan ikke stå alene. Der er også mange dygtige medarbejdere, der hver dag gør en forskel for mennesker i meget svære situationer. Det må vi aldrig glemme.

Jeg ved, at der er blevet rejst kritik af, at vi i SF ikke ville bestille en specifik redegørelse om førtidspension. Lad mig være ærlig: Jeg forstår ønsket om mere viden og indsigt.

Et enigt udvalg besluttede også at lave en bred fremadrettet opfølgning på førtidspensionsindsatsen, der nu indgår i det fremadrettede arbejde.

For vi skal også passe på, at vi ikke kun kigger bagud – mens verden omkring os forandrer sig.

Lige nu står vi med en ny beskæftigelsesreform. En reform, som blandt andre Socialdemokratiet har været med til at gennemføre. En reform, som efter vores opfattelse i SF er dybt problematisk. Vi sagde fra i SF. Ikke fordi vi ikke vil forandre – men fordi retningen er forkert. Der skæres i indsatsen for udsatte unge. Og de mest sårbare borgere risikerer at blive tabt. Flere risikerer at ende på kontanthjælp. Flere risikerer lange, opslidende forløb.

Det er dér, mit fokus ligger: Hvordan undgår vi, at mennesker bliver klemt i det system? For bag alle tal er der mennesker. Mennesker, der ikke har valgt sygdom. Mennesker, der ikke har valgt at stå uden for arbejdsmarkedet. Mennesker, der har brug for et system, der ser dem – ikke presser dem.

Derfor har jeg taget initiativ til, at vi i Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget fra på mandag skal arbejde på et nyt værdigrundlag. Et værdigrundlag er det politiske grundlag, de ansatte i kommunen arbejder ud fra. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom til at arbejde under overskriften: “Sammen om et meningsfuldt liv”. Det betyder noget helt konkret. Det betyder, at vi sætter mennesket før systemet. At vi går fra hurtige løsninger til holdbare løsninger. At vi ser borgeren som et menneske – ikke som en sag. Det betyder, at vi måler på livskvalitet – ikke kun på job. At vi prioriterer relationer – ikke kun kontrol. At vi skaber løsninger sammen med borgerne – ikke for dem.

Lad mig sige det tydeligt: Der findes ikke nogen politisk ambition i Hjørring Kommune om at presse mennesker ud over kanten. Der findes ikke et ønske om at nægte mennesker den førtidspension, de har ret til. Hvis mennesker oplever noget andet – så er det vores ansvar at tage det alvorligt og handle på det.

Men vi skal gøre det klogt. Og vi skal gøre det fremadrettet. For sandheden er også, at vi som kommune står i en svær situation. Vi har færre indtægter og flere udgifter. Det gælder mange landdistriktskommuner. Og en del af forklaringen ligger i en udligningsordning, der ikke er retfærdig. Det er ikke en undskyldning. Men det er en virkelighed. Og det er også derfor, vi i SF arbejder – både lokalt og nationalt – for at ændre de rammer.

Men midt i økonomi, reformer og regler må vi ikke miste det vigtigste: Mennesket. For i sidste ende handler beskæftigelsespolitik ikke om systemer. Det handler om liv.

Og det bringer mig tilbage til fremtiden. For vi står midt i et historisk skifte. Maskiner bliver bedre til at regne, analysere og optimere.

Men de kan ikke tage ansvar. De kan ikke skabe mening. De kan ikke være mennesker. Det kan vi!

Men kun hvis vi bruger den evne. For tænkning opstår ikke i det nemme. Den opstår i tvivlen. I det uafklarede. I mødet med andre mennesker. Og netop derfor bliver noget andet vigtigere i fremtiden: Evnen til at skabe relationer. Evnen til at opbygge tillid. Evnen til at være en del af et fællesskab.

Så måske er det vigtigste spørgsmål ikke: Hvordan får vi flest muligt i arbejde hurtigst muligt? Måske er det i virkeligheden: Hvordan skaber vi et samfund, hvor mennesker kan leve meningsfulde liv – og hvor arbejdet er en del af det, ikke hele målet?

Det er den retning, jeg tror på. Et arbejdsmarked med plads til forskellighed. Et system med tillid til mennesker. Et samfund, hvor vi ikke kun måler på effektivitet – men på, om mennesker trives og hører til.

Hvis vi lykkes med det, så står vi ikke foran en afvikling af mennesket. Så står vi foran en genopdagelse. Af fællesskabet. Af tænkningen. Af det, der ikke kan sættes på formel – men som alligevel er det vigtigste, vi har.

God 1. maj.