Af Paw Rytter
Byrådskandidat
Lokallisten
Hjørring Kommune
I aften vedtager et stort flertal af byrådet med 99% sikkerhed at arbejde for en udvidelse af Hirtshals Havn. Det kommer til at koste mere end 40 hektar af Lilleheden Klitplantage.
Beslutningen bliver taget på et uoplyst grundlag. Det er lykkedes Arne Boelt(S) at overbevise byrådet om, ”at alle andre muligheder skal være afsøgt” inden man kan få tilladelse til at udvide ud i Natura 2000-område N1 nord for Hirtshals havn.
Det passer ikke. I formiddags sendte jeg nedenstående spørgsmål til tre af de mest centrale embedsmænd i Hjørring kommune, som er involveret i arbejdet med havneudvidelsen.
Givet at sagen burde være fuldt afklaret inden den bliver forelagt i byrådet, skulle det være let at besvare de tre spørgsmål.
Jeg har endnu ikke hørt fra nogen af de tre. Byrådsmødet starter straks.
Kære Martin Sort Mikkelsen, Betinna Hedeby Madsen og Tommy Christiansen
Spørgsmål vedrørende konsekvenserne af den kommende Natura 2000 væsentlighedsvurdering i forhold til en udvidelse af Hirtshals Havn
Jeg har modtaget følgende i et svar fra kontorchef i Miljøministeriet Charlotte Brøndum vedrørende væsentlighedsvurderinger jvn.f. §6 i Miljøministeriets bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter?
”Vurderingen efter § 6 består af en væsentlighedsvurdering, og hvis væsentlig påvirkning ikke kan udelukkes også af en egentlig konsekvensvurdering. Hvis et projekt ikke kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, eller vurderingen viser, at projektet ikke vil skade Natura 2000-områdets integritet, kan den kompetente myndighed give tilladelse.”
Jeg vil spørge, om Hjørring kommune er enig i Miljøministeriet fortolkning?
Og videre om Hjørring kommune er enig i at der skal foretages en væsentlighedsvurdering uanset om en udvidelse sker op til grænsen af Natura 2000-området eller ind i det?
Og videre om Hjørring kommune som følge heraf er enig at miljøstyrelsen, vil kunne give tilladelse til en udvidelse af Hirtshals Havn ind i Nature 2000-område N1 uanset, at alle andre muligheder ikke er afsøgt, såfremt udfaldet af væsentlighedsvurderingen viser at udvidelse ikke kan påvirke Natura 2000-område N1 væsentligt, eller vurderingen viser, at projektet ikke vil skade Natura 2000-område N1s integritet?
Med venlig
Paw Rytter
Kandidat til KV21 for Lokallisten