En totalt proppet teatersal på Vendelbohus i Hjørring hyldede lørdag aften Slåbrock Band i en sand festforestilling i anledning af orkestrets 50 års fødselsdag.
Festen begyndte allerede under den første sang om ”aldrig at flytte til København”, og den fortsatte med stigende styrke og kraftig fællessang til de sidste toner af ekstranumrene var døet hen, Det blev en koncert og et show, der nok ikke vil blive glemt af hverken publikum eller band-medlemmerne.

Blandt publikum var tilrejsende fra Sjælland, Fyn og det meste af Jylland, men selvfølgelig også mange lokale fans. Og de fik en perlerække af Slåbrock-hits serveret af de fem faste nutidige medlemmer Mads Dybdal Andersen, Michael Andersen, Torkild Mørch Albrechtsen, Ole Albrechtsen og Kjeld Torbjørn plus gæsterne Jan Olesen, Alex Gullach og Henrik Krarup, der alle var med i bandet i de go’e gamle dage. Og kunne de så stadig spille? Ja, mon ikke.

Desuden medvirkede den faste tromme-afløser Michael Friis, og tekstforfatteren til sangen ”Banko”, Lars Uggerhøj, var på scenen i en grotesk, lattervækkende ”oversættelse” af ordene til kropssprog. Og så fik forsanger Kjeld Torbjørn sig en overraskelse, da hans nu 46-årige datter indtog scenen og afleverede den samme replik i sangen ”Truckdrøwe Maj”, som hun i sin tid gjorde som 4-årig under indspilningen på LP-plade i 1982.

Efter showet vat der samvær i foyeren for de publikummer, der havde lyst, og hvor musikerne gav sig tid til hyggesnak og signering af plader m.m.
Slåbrock Band er en legende i dansk musik, for år tilbage af nordjyske radiolyttere valgt som en del af Nordjyllands musiske kanon og ofte omtalt som kult. Med udgangen af januar 2025 er det imidlertid slut.
– Vi holder op, mens det går godt – og det har faktisk aldrig gået bedre, end det gør nu, griner Kjeld Torbjørn, der er manden bag de populære, forrygende og satiriske sange. Jeg ved ikke, om vi er anerkendt blandt kultur-pingerne, og jeg er faktisk også ligeglad. Jeg kan mærke, vi glæder vores publikum på sådan en aften – det bærer lønnen i sig selv.
Foto: Kent Bandholm.


