Journalist Kristian Mouritzen retter i et personligt opslag en varm hyldest til sin storebror, forfatter Peter Mouritzen, som fredag fylder 80 år. Fejringen finder sted i Blokhus, hvor familien samles for at markere den runde fødselsdag.
De to brødre har begge gjort karriere med det skrevne ord, men ad forskellige veje. Hvor Kristian Mouritzen har arbejdet som journalist, har Peter Mouritzen gennem årtier, hvor han det meget af tiden var bosat i Vrå, opbygget et omfattende og prisbelønnet forfatterskab, der spænder over børne- og ungdomsbøger, voksenlitteratur, digtsamlinger og noveller.
I opslaget beskriver Kristian Mouritzen sin bror som et kreativt omdrejningspunkt med en usædvanlig fantasi.
– Peter har altid været et nukleart midtpunkt for fantasi og fortælling. Hans magiske verden spænder vidt, skriver han.
Satte fantasien over pædagogikken
Hyldesten rummer også et tilbageblik på Peter Mouritzens rolle i dansk børnelitteratur. Kristian Mouritzen fremhæver blandt andet bogen Til te hos Hattemageren fra 1985, hvor forfatteren rettede en skarp kritik mod den udvikling, han mente havde præget dele af børne- og ungdomslitteraturen.
Ifølge Peter Mouritzen var pædagogikken kommet til at fylde for meget på bekostning af den kunstneriske fortælling og børns mulighed for selv at udfolde deres fantasi. Synspunktet skabte debat og blev ikke modtaget positivt i alle kredse.
Netop fantasien har ifølge broderen været et gennemgående tema i hele forfatterskabet, ligesom gys og det uhyggelige ofte har haft en central plads i fortællingerne.

Gys med rødder i barndommen
Kristian Mouritzen peger på, at interessen for gyset kan spores tilbage til Peter Mouritzens barndom. En poliosygdom begrænsede hans fysiske udfoldelser, men førte samtidig til en stor fascination af biografernes univers.
Han fortæller, at broderen opbyggede, hvad der formentlig var Nørresundbys største samling af biografprogrammer, og at oplevelserne i biografens mørke var med til at forme hans sans for spænding og fortælling.
Hyldesten krydres også med en personlig familiehistorie. Kristian Mouritzen fortæller, hvordan hans egen søn Jacob i 1990’erne kastede sig over en af Peter Mouritzens bøger, men som 10-årig måtte opgive læsningen. I bogen lagde han en seddel med ordene: “Fortsætter når jeg er 13 år.”
Arbejder nu med kunstig intelligens
Selv som 80-årig fortsætter Peter Mouritzen med at udforske nye fortælleformer. Ifølge broderen samarbejder han i dag med kunstig intelligens om at udvikle billeduniverser, som han kombinerer med sine egne tekster.
Et resultat af det arbejde er den kommende bog Jeg holder leen – en dialog med døden, som udkommer i forbindelse med fødselsdagen. Kristian Mouritzen beskriver værket som et poetisk univers, hvor døden og livet mødes i en sproglig leg.
Afslutningsvis understreger journalisten, at han sjældent skriver om sin familie, men gør en undtagelse i anledning af den runde dag. Han betegner Peter Mouritzens univers som unikt og takker sin storebror for den inspiration og støtte, han har givet gennem livet.
Fredag samles familien som allerede antydet i Blokhus for at fejre forfatteren, der gennem seks årtier har sat et markant aftryk på dansk litteratur, og som fortsat søger nye veje for fortællingen.


