Da Michael Vendelbo Pedersen tiltrådte som direktør i Erhverv Hjørring for præcis to år siden, var det med en klar bevidsthed om opgavens tyngde. I dag – to år senere – stået det klart, at organisationen både er vokset i omfang, aktiviteter og politisk gennemslagskraft.
Erhvervsorganisationen har i perioden fået 88 nye medlemmer, og samtidig er der blevet sat gang i en række nye netværk og initiativer, der skal styrke sammenhængskraften i erhvervslivet i Hjørring Kommune.
– Jo tættere man kommer på virksomhederne og deres hverdag, jo tydeligere bliver det, hvor meget kraft der faktisk er i kommunen, når man løfter i flok, lyder det fra direktøren.
Nye netværk og større engagement
Blandt de mest synlige resultater er udviklingen af nye fællesskaber. Morgenklubben har for alvor bidt sig fast som et samlingspunkt for lokale erhvervsfolk, mens Løbeklubben har udvidet paletten med et mere uformelt, relationsbåret tilbud.
Fredag lanceres endnu et koncept, Leaders Walk, som har fokus på ledelse, refleksion og dialog i bevægelse. Samtidig arbejdes der på at etablere netværket Ung Innovation, målrettet unge og iværksættere – sandsynligvis i samarbejde med Frysehuset i Hjørring.
Ifølge Erhverv Hjørring handler udviklingen ikke kun om flere arrangementer, men om at skabe relevante mødesteder, hvor relationer omsættes til handling og samarbejde.
Stærkere stemme uden for kommunegrænsen
Samtidig har Erhverv Hjørring markeret sig tydeligere på den nationale scene. Gennem deltagelsen i JP Auroras erhvervsinitiativ ”Jylland i Vækst” har organisationen sat fokus på to dagsordener, som vurderes afgørende for Nordjyllands erhvervsliv i de kommende år: kapaciteten i el-nettet og adgangen til uddannet arbejdskraft.
De temaer er ikke kun blevet diskuteret lokalt. De er også blevet bragt videre til Christiansborg, hvor Erhverv Hjørring har deltaget i møder med centrale beslutningstagere, herunder finansminister Nicolai Wammen. Et møde med erhvervsminister Simon Kollerup står ligeledes på dagsordenen.
Ifølge Michael Vendelbo Pedersen er netop kombinationen af lokal forankring og national gennemslagskraft afgørende.
– Det gør mig oprigtigt stolt. Men det gør mig også sulten på mere, lyder det.
Fællesskabet som drivkraft
Direktøren understreger, at resultaterne ikke er et soloprojekt. Udviklingen er sket i tæt samspil med medlemmer, bestyrelse og samarbejdspartnere – og med en klar ambition om, at Erhverv Hjørring skal være en levende og aktiv platform for erhvervslivet i kommunen.
Efter to år i spidsen for organisationen er engagementet ikke aftaget. Tværtimod. Michael Vendelbo Pedersen ser frem mod tredje år som direktør med ambitionen om at udbygge netværkene, styrke indflydelsen og fortsætte arbejdet for at gøre Hjørring Kommune til et endnu stærkere erhvervsmæssigt kraftcenter.


