Julelysene glimtede i hvælvingerne, da Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring fredag den 12. december 2025 dannede rammen om Ensemble Hovaldts velgørenhedskoncert til fordel for Blå Kors.
Aftenen blev en påmindelse om, at fællesskab kan omsættes til konkret hjælp, og koncerten gav et overskud på 25.000 kr., som går direkte til Blå Kors’ arbejde i Kongensgade og Den Blå Sociale Café. Kirken var næsten fyldt, og stemningen var varm.
I spidsen stod Ensemble Hovaldt, med messingblæsere fra ind- og udland, som samlede publikum om en god sag. Koncerten i Hjørring var en del af ensemblets juleturné med i alt seks velgørenhedskoncerter rundt i landet. Foruden Hjørring gik turen til Hillerød, Brønderslev, Maribo, Grenå og Københavns Domkirke. Målet er det samme: at samle støtte og penge ind til socialt arbejde.

Netop derfor er modellen enkel: Når udgifterne dækkes af fonde, virksomheder og lokale bidragydere, kan entréindtægterne kanaliseres videre til socialt arbejde og frivillige kræfter, der hver dag skaber trygge rammer for mennesker i en sårbar situation.
”Jeg er så glad for opbakningen, for hjælpen, for det store fremmøde og er meget tilfreds med at jeg i dag har kunne sende 25.000,- direkte afsted til det lokale arbejde,” siger Thomas Hovaldt
Publikum fik desuden oplevelsen af to markante solister. Operasanger Louise Fribo leverede både nærvær og kraft i de to sange, mens guitarist Per Worm – med rødder i Hirtshals – satte en varm, virtuos tone an i det stykke han havde skrevet til disse julekoncerter. Programmet gav plads til eftertanke midt i julens travlhed.

En særlig tak skal også lyde til byrådsmedlem Thomas Klimek for en nærværende tale, der satte ord på, hvorfor den frivillige indsats betyder så meget – og som mindede alle om, at ingen skal stå alene.
Når musik og medmenneskelighed mødes, kan en december aften blive til mere end en koncert. I Hjørring blev den til håb – og til 25.000 kr. i håndsrækning.


