En analyse fra EY dokumenterer som tidligere omtalt den store betydning, som Hirtshals Havn har for beskæftigelse og værdiskabelse i Hjørring Kommune.
Tallene understreger, at havnen er langt mere end et trafikknudepunkt og en fiskerihavn – den er ifølge Erhverv Hjørring en af kommunens vigtigste vækstmotorer.
Ifølge analysen understøtter aktiviteterne på og omkring Hirtshals Havn 2.453 årsværk i Hjørring Kommune. Det svarer til knap 10 procent af den samlede beskæftigelse i kommunen.
Samtidig bidrager havnen med en bruttoværditilvækst på 2,6 milliarder kroner i Hjørring Kommune og omkring 300 millioner kroner i årlige lokale skatteindtægter.
Direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring peger på, at analysen sætter konkrete tal på havnens betydning for hele det lokale erhvervsliv.
– Det er markante tal. De viser, hvorfor Hirtshals Havn skal tænkes som meget mere end kaj, skibe og gods. Havnen er arbejdspladser, eksport, fiskeri, transport, logistik og maritim service. Den er også grøn omstilling, internationale forbindelser og lokal konkurrencekraft, siger han.
Ifølge Erhverv Hjørring rækker havnens betydning langt ud over selve havneområdet. Når virksomhederne på og omkring havnen udvikler sig, skaber det aktivitet hos underleverandører, håndværkere og servicevirksomheder, ligesom det påvirker bosætning, uddannelse og kommunens økonomiske råderum.
På den baggrund fremhæver Michael Vendelbo den planlagte udvidelse af Nordhavnen som en central erhvervspolitisk sag.
– Havneudvidelsen handler om at skabe rammerne for fremtidens vækst. Det drejer sig om virksomhedernes mulighed for at investere, udvikle sig og skabe nye arbejdspladser. Samtidig styrker den Hjørring Kommunes position som en stærk erhvervskommune med direkte adgang til Skandinavien, Europa og porten til Nordatlanten, siger han.
Erhverv Hjørring ser analysen som et vigtigt grundlag for den videre debat om havnens udvikling. Organisationen peger blandt andet på behovet for at styrke rammevilkårene omkring havnen, sikre kvalificeret arbejdskraft og skabe et tættere samspil mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og investeringer.
Ifølge Michael Vendelbo er Hirtshals Havn en lokal styrkeposition med national betydning, som fortsat kræver politisk og erhvervsmæssig opmærksomhed.
– Den skal vi passe på. Den skal vi udvikle. Og den skal vi turde investere i, fastslår han.
Link til relateret artikel


