Efter rekorddeltagelse i 2025 er forventningerne høje, når Erhverv Hjørring Stafetten vender tilbage torsdag den 11. juni 2026 med start og mål i Park Vendia.
Sidste år satte arrangementet deltagerrekord med 1.016 deltagere, og interessen for stafetten er vokset markant de seneste år. 2026 er ingen undtagelse idet 220 hold allerede har reserveret plads med i alt 880 deltagere – hvilket er markant flere end sidste år på samme tid. Med plads til maksimalt 1.200 deltagere til spisning opfordrer Erhverv Hjørring virksomheder og hold til at sikre sig en plads i god tid.

– Erhverv Hjørring Stafetten er meget mere end et motionsløb. Det er en aften, hvor virksomheder, kolleger, familier og venner mødes på tværs af brancher og arbejdspladser. Vi er stolte over den store opbakning, arrangementet har fået gennem årene, siger direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring.
Han glæder sig over, at stafetten fortsat vokser.
– Rekorddeltagelsen i 2025 viser, at erhvervslivet efterspørger fællesskaber og arrangementer, hvor motion, netværk og socialt samvær går hånd i hånd. Vi oplever, at specielt netværksdelen på tværs af virksomheder eller på tværs af interne afdelinger i virksomhederne, er noget af det udover det sociale aspekt, vægter højt hos deltagerne, siger Michael Vendelbo.
Som noget nyt bliver der justeret på ruterne i 2026-udgaven, mens resten af konceptet fastholdes med fokus på motion, fællesskab, netværk og god stemning.
Deltagerne kan igen vælge mellem flere motionsformer:
Løb 4 x 4,2 kilometer
Gåtur på 5 kilometer
Gåtur på 7 kilometer
Tilmeldingen lukker onsdag den 3. juni 2026 klokken 12.00 – eller når arrangementet er udsolgt.


