Af Erik Høgh-Sørensen
Spidskandidat i Hjørring Kommune
Dansk Folkeparti
Medlem af Regionsrådet
Forretningsudvalget
Paradisvej 3
Sindal
En valgkamp slutter med rundrejsende partiledere, som prøver at hjælpe de mest trængte kandidater.
Lørdag kommer statsministeren så til Hjørring efter Rasmus Prehns (S) forfejlede forsøg på at hjælpe Arne Boelt. Prehn belærte på Facebook folk om, at de er en flok ”mink-problem-fornægtere”. Det var farverige ord fra Prehn, hvis embedsmænd jo overvejede at placere en minkmassegrav i Tornby Klitplantage tæt på det lukkede plejehjem.
Nu arriverer statsministeren med sit PET- og sms-show. Så forsvinder formentlig sagligheden i en indtil nu ganske saglig kommunal valgkamp. Her er et par ting, som vil blive fortiet:
Boelts påstande om nye uddannelser burde være leveret INDEN valget. Lige nu er det bare luftige løfter. Fakta FØR valget er, at studerende flygter fra Hjørrings sygeplejerske- og læreruddannelser. Søgningen er i år raslet ned fra henholdsvis 33 procent og 44 procent (kilde: Region Nordjylland).
Som noget helt nyt vil Socialdemokratiet og Boelt (mis)bruge et Folketings-flertal til at gennemtvinge vindmøller på land. Så kan borgerne lære dét i Hirtshals, Ilbro, Åbyen, Horne og andre steder.
Dansk Folkeparti er et af helt få partier, der toner rent flag. Vi ønsker ikke én eneste ekstra kæmpemølle på land. De forslår ikke til at nå 70-procent-målet; vindmøllerne dræber rovfugle og ødelægger naturen; vindmøller står ofte stille, når det blæser, fordi EU forhindrer eksport af dansk vindkraft.
For det fjerde er Hjørring ikke forpligtet til at opstille kæmpevindmøller på land, når staten omvendt forhindrer opstilling af havvindmøller, der kunne bringe os tættere på klimamålene og måske redde naturområder fra de altødelæggende hollandske bomtrawlere.
Jeg har respekt for Arne som person. Han virker ærlig, også om møgsager. Nu har han gentagne gange sagt, at han vil gennemtvinge sine møller i fredskoven Lilleheden uanset den spritnye borger-høring. På Erhverv Hjørrings udmærkede vælgermøde 9.11 sagde han om udvidelsen af Hirtshals Havn:
”Vi gennemfører det [udvidelsen], også om så der skal møller op.”
Javist skal havnen udvides, men det kan og bør gøres uden vindmøller på land (gerne på selve havnen). Nu vil borgmesteren i tilfælde af genvalg starte en opslidende vindmøllekrig mod kommunens borgere. Resultatet vil blive en forsinket havneudvidelse og en proces, der minder om Boelts lukning af plejehjemmet Havbakken.
Efter 12 år med Boelt er der behov for nytænkning og en ny borgmester.
Diskussionen om post