Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem i Hjørring
Tidl. EU- og NATO-korrespondent i Bruxelles
Tolne
I mine fem år som Ritzau-journalist i Bruxelles så jeg gang på gang, hvordan EU forkludrede tingene ved at prøve at efterligne og konkurrere med NATO.
Så hvis du er i tvivl før folkeafstemningen 1. juni, tjek da gerne hvad EU hidtil har bedrevet:
Ukraine: EU domineres af Tyskland og Frankrig, hvilket betyder, at Vladimir Putin til stadighed kan finansiere sin krig i Ukraine ved at sælge energi til især Tyskland. Hvorimod NATO-landene USA og Storbritannien leverer den rette hjælp til ukrainernes frihedskamp.
Mali: Først på året var danske soldater udstationeret i den tidligere franske koloni Mali. Hvorfor? Hvad lavede de der, mens det brændte på i Ukraine? Det er lige netop den type missioner, vi får flere af, hvis det bliver et ja 1. juni.
Kosovo: Under krigen i 1999 var det NATO, som ryddede op. Ikke EU.
Eksjugoslavien i årene 1992-1995: Omkring 250.000 mennesker blev myrdet, alt mens hændervridende diplomater og politikere i EU og FN snakkede og snakkede. Den serbiske diktator Slobodan Milosevic satsede simpelt hen på, at EU ville forkludre tingene. Det berettede NATO’s ledende general, Wesley Clark, siden i sin bog ”Waging Modern War” (2001). Nøjagtig det samme gør Putin i dag, og han ser rigtigt: EU’s handlingslammelse og eftergivenhed er destabiliserende for Europa.
EU’s nøl i Eksjugoslavien bidrog også til traumer hos vores egne fredsbevarende soldater, fordi de ikke fik lov til at bruge deres våben til at skabe fred. De endte som frustrerede tilskuere til især serbiske massakrer på civile, og først efter massakren i Srebrenica i 1995 fik USA og NATO lov at gribe ind. Derefter tog det kun nogle ugers NATO-luftbombardementer at skabe forudsætningen for Dayton-fredsaftalen.
NATO leverede fred – EU leverede handlingslammelse.
Her er vi ved essensen af, hvad vi stemmer om 1. juni. Tror man på, at EU har forbedret sig?
Derudover bør enhver vide, at EU allerede har kommandofunktioner, der er separate fra NATO, hvilket i al sin enkelhed betyder, at EU undergraver NATO.
For det andet vil EU på vegne af tyskfranske militærvirksomheder udøve diskrimination mod danske militær-producenter pga. EU-forbeholdet. Det er derfor, Dansk Industri ønsker det væk, men Dansk Industri burde snarere påtale, at EU bryder egne regler om frihandel og indre marked.
Der er noget langt større på spil end kontrakter til dansk forsvarsindustri. EU-hæren vil destabilisere Europa, og det projekt er ikke værd at satse hverken danske forsvarskroner eller soldaterliv på.
Dette er blot ment som en venlig anbefaling fra Ritzaus tidligere EU- og NATO-korrespondent i Bruxelles gennem fem år. Jeg så EU i aktion. Det var ikke kønt. Jeg stemmer nej.
Erik Høgh-Sørensen er forfatter til den anmelderroste bog ”Mod vinden. Danmarks plads i Europa”.
Der er godt ramt, hr. Sørensen….
Tak for din kommentar, Ole!
Jeg kvitterer med lidt ekstra (tragisk) research, der understøtter min pointe vedr. Eksjugoslavien. Jeg er uklar på, om FN og EU har lært noget, dvs. det kan ske igen i tilfælde af et ja-flertal 1. juni.
Vrede efter dansk sergents død 23. august 1995 Berlingske Tidende:
Unge mennesker sættes i en umulig situation, når de skal holde krigsførende parter adskilt, uden at de må bruge magt, kritiserer forældrene til sergent Claus Gamborg, der blev dræbt under kamphandlinger i Kroatien.
ROSKILDE Fredag 4. august bragede krigen på Balkan ind i et hus på Tingvej i Vindinge ved Roskilde. Dybe etniske og religiøse modsætninger i det opløste Jugoslavien blev til kaos i hovederne på Rigmor og Ole Gamborg. Krigen var ikke længere en by i Bosnien men en tragisk realitet mellem hækkene i den fredsommelige danske landsbyidyl. Deres søn Claus Gamborg var død i krigen. Han blev dræbt under kamphandlinger, bedst som han sprang frem og proklamerede sin status som fredsbevarende FN-soldat. Hvem der slukkede livets lys i øjnene på Claus Gamborg, ved ingen. Ansvaret tilskrives foreløbig og officielt noget så upersonligt som »en række ulykkelige omstændigheder«.
Men tabet er Vindinge-familiens og nu sidder især forældrene Ole og Rigmor Gamborg tilbage på Tingvej med sorgen, smerten og en voldsom vrede vendt mod dem, der i det mindste har ansvaret for den rolle, Claus skulle spille på Balkan.
Kritik af politikere
»Man sender unge idealistiske mænd ned for at holde krigsførende parter adskilt. De får moderne våben med derned. Men når de så bliver truet af serbere eller kroater, skal de søge FN i New York i syv eksemplarer, før de kan få at vide, om de må bruge deres våben til at forsvare sig med. Det ser ud til, at FN-soldaternes rolle udelukkende er af humanitær karakter, men så kunne man jo lige så godt have sendt nødhjælpsarbejdere eller civilforsvarsfolk derned,« kritiserede Ole Gamborg, da han sammen med sin kone i går fortalte pressen om hændelserne lige før og efter Claus Gamborgs død. Rigmor Gamborg havde også verbale tæsk til de danske politikere for det, hun anser for at være en manglende opbakning til de danske FN-soldater. »De møder ikke frem, når der er afskedsparader før udsendelserne. Og for den kæmpe fysiske og psykiske opofrelse, som soldaterne præsterer for Danmark og FN får de kun en ussel løn,« rasede Rigmor Gamborg, der også gav plads til tvivlen. »Det hele er jo ikke så enkelt. På den ene side vil vi have handlekraft og beslutsomhed, på den anden side vil vi også gerne have demokrati, jeg har ikke nogen patentløsning til politikerne,« sagde hun. Hendes tvivl gjaldt også, hvorvidt sandheden om Claus’ død nogensinde kommer for dagen. Og næsten som en bekræftelse på hendes skepsis udsendte Ritzaus Bureau i går en meddelelse om, at Forsvarets Auditørkorps som en foreløbig konklusion på sin undersøgelse kan oplyse, at Claus Gamborg døde »som følge af en række ulykkelige omstændigheder«.