Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
UFP – Uafhængigt Frit Parti
Afstemningen i Hjørring Byråd 30.11 endte med, at kun to byrådsmedlemmer af i alt 31 stemte for mit forslag om fortsat at finansiere Blå Kors’ gode arbejde for kommunens alkoholramte.
Det blev en underlig debat, så selvfølgelig fortsættes bestræbelserne på at redde Blå Kors Cafeen. I min tale i byrådet tog jeg udgangspunkt i en tragedie fra januar 2016. Tragedien er glemt, ja nærmest fortiet, måske fordi begivenheden er sigende for et velfærdssamfund i forfald.
Midt i en hylende vinterstorm døde alkoholikeren Jacob af kulde, mens han lå på en af Danmarks absolut travleste gågader, Kultorvet i København. Aftenen før var han blevet afvist på et nærliggende herberg, idet der den aften også var mange nordafrikanere og rumænere, som trængte til husly. Der var ifølge BT 60 hjemløse med behov for husly den nat. Herberget havde plads til 40. Jacob tabte. Han endte på gaden, hvor han døde på en måde, der var som taget ud af H. C. Andersens ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”.
Jacob er glemt af alle i dag, vel bortset fra hans søskende. Men lad os drage ved lære:
Bemærk for det første at politiet fik opkaldet om Jacob ved middagstid. Da var det for sent. Fund-tidspunktet betyder, at hundreder og atter hundreder er gået lige forbi Jacob, mens han lå og frøs ihjel på den travle gågade. Kulden den januardag i 2016 var altså ikke kun meteorologisk. Den var også menneskelig. Isen havde greb om både brosten og hjerter.
Alle ilede forbi Jacob, og jeg sendte ham faktisk en lille tanke, da jeg for nylig var på Købmagergade og Kultorvet. Dér kan man nemlig hele tiden høre det klakkende fodslag af utallige hårde hæle, der haster videre. Men midt i min stille forargelse over juleræs og københavnsk kommers-menageri måtte jeg også se indad. Jeg er selv gået forbi alkoholikere og andre på samfundets underside. Det er vi ”almindelige” mennesker nødt til at gøre i ny og næ, og netop derfor skal vi ikke acceptere, når politikere udhuler det sikkerhedsnet, som velfærdssamfundet burde være.
Vi skal ikke krydse Velfærds-Rubicon.
Hvilket bringer mig tilbage til det arbejde, som Blå Kors Cafeen i Hjørring gør for netop alkoholikere som Jacob. Et byrådsflertal bestående af partierne Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale, Venstre og Konservative stemte 30.11 imod mit velfinansierede forslag om at bevare cafeen. Min kommentar var, at hvert eneste af disse byrådsmedlemmer derved pådrager sig et personligt moralsk medansvar, hvis lukningen af cafeen på et senere tidspunkt forårsager en lignende tragedie i Hjørring.
Jeg håber aldrig, vi får en Jacob-sag, men netop derfor bør vi ikke lade stå til midt i en økonomisk krise. Det er en fejl af det politiske flertal at standse kommunens beskedne støtte, for en del af cafeens alkoholiserede mennesker vil ikke finde frem til andre væresteder. De magter det ikke. De er socialt hæmmede.
Podcasten på kommunens hjemmeside rummer debatten mod slutningen af byrådsmødet. Kommunens økonomiske realiteter, som jeg ikke fornægter, versus behovet for hjælp.
Og Jacob? Han er jo for længst glemt, men lad os drage ved lære: Jacob er den ældste af seks søskende. Hård opvækst. Faderen dør tidligt. Moderen ude af stand til at tage vare på børnene. Hårdest ramt er typisk netop det ældste barn. Det er livets lod, der vejer tungt. Alligevel har Jacob potentiale og styrke nok til tilsyneladende at få sig en studentereksamen. Derefter på arbejdsmarkedet, til søs en tid, og siden arbejde som chauffør og sluttelig taxachauffør. Men så sætter modgangen ind. Noget knækker. Familien skubbes ud – eller skubber sig selv ud. Flasken kommer ind.
Det hele slutter på en af Danmarks travleste gågader den januarnat i 2016. Jacobs sørgende søster beskrev i BT sin bror som ”en mand med mange ar på sjælen, men et fantastisk menneske.”
Jacob blev 46 år.
Samme skæbne bør ikke overgå nogen nogetsteds i Danmark. Det skal vi ikke løbe bare en lille risiko for – i hvert fald ikke pga. den type besparelser og fejl, som byrådsflertallet har begået i Hjørring Kommune. Penge kunne godt omprioriteres.
Jeg vil sluttelig nævne, at Blå Kors Cafeen i Hjørring faktisk byder på en historie, der minder lidt om Jacobs. Ikke at den pågældende alkoholiker døde på gaden, men der er visse ligheder. Den er sørgelig, men har en smuk slutning. Lidt ligesom ”Den lille Pige med Svovlstikkerne”.
Eller er ligheden måske nærmere Charles Dickens’ juleeventyr om Ebenezer Scrooge?
Det får vi se. For håbet lever. Lad os fortsætte arbejdet for at bevare Blå Kors Cafeen. Fat mod.