Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Vendelbo-Listen
En af de centrale forudsætninger for et frit, demokratisk og stabilt samfund er, at borgerne kan have tillid til offentlige myndigheder og den magt, de udøver. Det går Vendelbo-Listen til valg på.
Nogle vil måske betvivle, at dette skulle være nødvendigt for en ny dansk græsrodsbevægelse at sige ligeud.
Ifølge organisationen Transparency Internationals meningsmålinger er Danmark et af verdens mindst korrupte lande, men samtidig advares der om, at korruption i Danmark kan trives på grund af lukkethed.
Tag f.eks. erhvervslivets politiker-klubber og valgkampsfinansiering som en korruptions-risikofaktor.
Selvsamme Transparency International betegnede i 2023 det nuværende Hjørring Byråd som ”hygge-korrupt” pga. sagen om Vendsyssel Teater. Dette var Vendelbo-Listen med til at afsløre, og det vil vi fortsætte med.
Problemerne er blevet større. Vi ved, at kontrolmyndigheder såsom Ankestyrelsen og Det Kommunale Tilsyn har en ubehandlet klagesags-hob, hvilket skader demokratiet og skaber gode betingelser for korruption.
Lukkethed er også selve forudsætningen for de falske beskyldninger, som Venstreborgmester Søren Smalbro og nogle partipolitikere i disse dage fremfører imod undertegnede.
Jeg har intet at skjule, fordi der er tale om et valgbidrag med relevante bilag og godkendelse fra SKAT.
Lukkethed giver også problemer på andre måder. På et lukket byrådsmøde 23. april blev byrådet ”orienteret”, men efter min mening endte det i misinformation fra borgmesteren og andre vedrørende de biogas- og pyrolyseeksperimenter, som Agri Energy og Stiesdal laver nær Rakkeby og Smidstrup.
Borgmesteren er efter min mening inhabil i biogassagen, fordi han uden grund beskylder bekymrede lokale borgere for ”hetz”, samtidig med at han uden grund 14. maj afviste Vendelbo-Listens forslag om en uvildig advokatundersøgelse.
Som nævnt spredes korruptionsbeskyldningerne mod mig i et valgår, samtidig med at der kører en lukket og langvarig kommunal ”efterforskning”. Venstreborgmesteren misbruger begrebet ”tavshedspligt”, og tiden går, mens politiske aktivist-trolde dyrker mistankerne på sociale medier.
Jeg har prøvet det før. For nogle år siden forfalskede en radikal byrådskandidat, Janus Tobias Saito-Madsen, oplysninger om min universitetsuddannelse i USA, hvorpå han startede en shitstorm, som det hedder på nudansk. Den daværende radikale partisekretær Lars Beer Nielsen viste sig at bakke indirekte op. Til sidst afslørede DR Detektor sagens fakta. Så sluttede trolde-festen på de sociale medier.
Nu sker det igen i Hjørring Byråd. Hvis nogen i offentligheden skulle få indsigt i sagsmaterialet, der fortsat hemmeligholdes imod min vilje, ville Venstreborgmesterens beskyldninger for de fleste fremstå, som dét de er: opdigtede.
Ligeledes var der ingen grund til, at jeg på det ekstraordinære byrådsmøde 14. maj blev smidt ud pga. ”inhabilitet”.
Før min udelukkelse forklarede Venstreborgmesteren, at mødet ikke kunne åbnes for offentligheden, og at kommunens sagsakter også skulle forblive hemmelige.
Der måtte tages hensyn til de personer, hvis navne ses af sagsmaterialet. Det var ikke mig, der blev beskyttet. Jeg stillede jo forslag om åbenhed.
Lukketheden skyldes derimod nok, at hele initiativet ifølge sagsfremstillingen udspringer af kontakt og samarbejde mellem Venstreborgmesteren og Henrik og Linda Bom. Sidstnævntes børne-tvangsfjernelses-sag prøvede jeg i 2022 at bilægge (længe før Boms valgdonation til Vendelbo-Listen).
Borgmesterens misbrug af forvaltningen burde være stoppet af kommunaldirektør Leif Johannes Jensen, men indtil 28. maj bruges altså tusinder af skattekroner på en efterforskning, der – ligesom i totalitære regimer – sammensmelter politiets virksomhed med de politiske myndigheders arbejde.
Tænk hvis borgmesteren bare havde sagt følgende til Bom: ”Interessante beskyldninger. Meld endelig sagen til politiet.”
Det gjorde borgmesteren ikke. I stedet satte han sin forvaltning til at gøre politiets arbejde.
Hvorfor? Jo, man ved fra Danmarks Radios fremragende og prisværdige nylige afsløringer, at dansk politi er ganske ”vaske”-ivrigt.
Med den kommunale efterforskning behøver politiet ikke gøre så meget arbejde, og fordelen for Venstreborgmesteren er, at han hindrer nyt input fra det byrådsmedlem, som sagen handler om.
Denne procedure kan læses ud af referatet. Politiet er allerede kontaktet.
Sådan fungerer totalitære regimer.
Retsstatens lovgivende, udøvende og dømmende magter smelter sammen.
Eneste knas i maskineriet er at forklare sig for pressen.
Til TV2 Nord sagde Venstreborgmesteren 14. maj, at ”vi efterforsker ikke”. Dette udsagn modsiges af hans eget sagsmateriale.
Han benægter, der er tale om en politisk motiveret skueproces. Forkert. Efterforskningens politiske motiv ses af, at initiativet udspringer af et samarbejde mellem borgmesteren og Bom-ægteparret. Henrik Bom er bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti, og d’herrer hygge-drøfter gerne, om borgmesterens kvæg skal afgræsse Boms arealer.
Selv referatet fra det tophemmelige byrådsmøde 14. maj har Smalbro fusket med.
Følgende dissens blev sendt til mødereferenten rettidigt: ”Stemte imod med henvisning til, at sagsbehandlingen er udtryk for en ulovlig og politisk motiveret efterforskning fra borgmesteren og forvaltningen samt at sagsfremstillingen som følge af bevidst mangelfuld efterprøvelse af de fremsatte beskyldninger er fejlbefængt og dermed injurierende mod ét byrådsmedlem (Erik Høgh-Sørensen).”
Slutreferatet afspejler borgmesterens censur:
”Erik Høgh-Sørensen (VL) ønskede følgende mindretalsudtalelse vedr. afstemningen om hans habilitet, ført til protokol: ”Stemte imod med henvisning til, at sagsbehandlingen er udtryk for en ulovlig og politisk motiveret efterforskning fra borgmesteren og forvaltningen”
Læseren gives det fejlagtige indtryk, at jeg skulle have accepteret censuren. Nej da.
Der er tale om en politisk motiveret skueproces.
I Vendelbo-Listen går vi til valg på at imødegå korruption og værne om demokrati, retsstat og ytringsfrihed.
Diskussionen om post