Når DM i Skills løber af stablen i Hjørring Kommune om blot fire uger, bliver det med markant aftryk fra , der allerede nu arbejder intensivt på at gøre eventområdet klar til tusindvis af gæster og deltagere.
Selskabet står for etableringen af strømforsyningen til arrangementets hovedinfrastruktur, herunder de centrale hovedtavler, som skal fordele elektricitet ud til fem telte og et større foodtruck‑område. I alt skal der håndteres en kapacitet på 4600 ampere. Det er en opgave, der kræver både planlægning, præcision og betydelig mandskabskraft.
På pladsen er kabelføringen allerede i gang, og i de kommende uger vil flere medarbejdere fra Erik Lytzen A/S være fast tilknyttet Skills‑området for at sikre, at alt står klar til tiden. Arbejdet spænder fra tunge praktiske installationer til teknisk koordinering med arrangørerne af Skills.

Ifølge virksomheden er der stor stolthed forbundet med at være en del af opbygningen til landets største konkurrence for faglærte unge.
Engagementet rækker dog længere end det tekniske. Erik Lytzen A/S bakker også op som officiel sponsor for DM i Skills 2026 – et signal om, at virksomheden ser et klart ansvar for at styrke rekrutteringen til erhvervsuddannelserne.
Virksomheden understreger, at faglært arbejdskraft er afgørende for både deres egen drift og for styrkelsen af byggeriets og industriens fremtid i Nordjylland.
DM i Skills finder sted i Park Vendia fra 22. til 25. april, og Erik Lytzen A/S glæder sig til at være til stede, både som teknisk leverandør og som engageret støttespiller for unge talenter.


