Erik Lytzen A/S med base i Hjørring er i fuld gang med el-entreprisen på det nye Maskinrummet, som er et helt nyopført museum med fokus på det maritime og tilhørende motorer ved Skagen Havn.
Museet bygges på initiativ af Henning Kjeldsen og bliver som tidligere omtalt på næsten 10.000 kvadratmeter. Det skal efter planen stå færdigt i foråret 2026. Maskinrummet er kort fortalt et spændende byggeri, hvor Erik Lytzen A/S er stolte over at kunne bidrage til at bringe historien om motorer og mekanik til live i nye, moderne rammer på Skagen Havn.
El-entreprisen omfatter:
• El-installationer
• Brandinstallationer
• Netværksinstallationer
• Belysning
• Sikkerhedsbelysning
• Adgangskontrol
På projektet bygger Erik Lytzen A/S for A/S Trigon.

Fakta
Det nuværende Maskinrummet består af en kæmpe motorsamling hvor motorgiganterne som BUKH, B&W og Frich fra Jegindø elværk troner op mellem en stadigt voksende samling af motorer i alle størrelser brugt til joller, kuttere, landbrug og i industri.

Derudover kan man opleve en kæmpe samling af motorcykler, knallerter og veteranbiler. Som en del af oplevelsen er museets vægge prydet med en imponerende samling af navnebræt, reb, hatte, veste og meget andet, der alt sammen vidner om den stolte sømands- og fiskertradition.
Om du har kendskab til maskinerne eller ej, spiller ingen rolle – museet har noget for både eksperten og novicen – og alle derimellem.


