2025 går på hæld, og her det nordvestlige Vendsyssel har det været et ualmindelig godt år for NordsøPosten.
Netavisen har ikke blot fastholdt positionen som områdets største lokale medie, men har konsolideret sig som en alle steds nærværende platform, hvor borgerne bliver hørt og historierne kommer helt tæt på hverdagen.
I en tid, hvor medieverdenen ofte præges af nationale og internationale dagsordener, har den lokale netavis valgt en anden vej, som er at sætte borgerne i centrum. Public journalism handler om at engagere lokalsamfundet, skabe dialog og give stemme til dem, der lever med konsekvenserne af beslutningerne. Det har vi set i dækningen af alt fra skolelukninger og erhvervsudvikling til kulturarrangementer og frivillige initiativer.
Fællesskab frem for afstand
2025 har ikke mindst under valgkampen til KV25 vist, at lokaljournalistik ikke blot informerer, men forbinder borgerne og understøtter fællesskaber. Når borgere deler deres bekymringer om kystbeskyttelse, eller når lokale ildsjæle præsenterer nye projekter, bliver netavisen bindeleddet, der sikrer, at samtalen foregår åbent og konstruktivt.
Med stigende læsertal samt masser af tillid fra annoncørerne og en voksende digital tilstedeværelse står netavisen kort fortalt stærkere end nogensinde. Styrken ligger imidlertid ikke kun i tal, men i den allerede nævnte tillid. Ikke mindst tilliden til, at mediet er tæt på, lytter og tager ansvar for at skabe oplysning og debat, der gør en forskel.
Når vi går ind i 2026, er ambitionen klar med mere borgernær journalistik, flere lokale stemmer og fortsat fokus på at være den platform, hvor vendelboerne taler om egne udfordringer og bliver hørt.
Godt nytår og kæmpe tak for et år, hvor lokaljournalistikken fortsat viser sin styrke på NordsøPosten.


