Af Jens-Peter Fage Madsen
forfatter, Hjørring
den 23. december 2025
De fleste mennesker har ind imellem drømt om at modtage en stor livsændrende arv fra en mere eller mindre ukendt slægtning. For de fleste bliver det kun en drøm. For en fattig kvinde i Hjørring blev drømmen til virkelighed. Det skete i julen 1925.
Juleaftensdag for et hundrede år siden kunne man i Social-Demokraten under overskriften ”Juleæventyret om de 25,000 Kroner” læse en historie, der startede i København, men trak tråde til Hjørring. Det lød således ”Vi meddelte i Mandags, at Politiet, Frelsens Hær, og en Række Præster har været i Bevægelse for at finde en Kvinde ved Navn Sofie Sørensen født Christiansen”.
Årsagen var, at Sofie Sørensen var arving til 25.000 kroner efter sin biologiske mor. Det lød således: ”Moderen, en enkefru Madsen fra Nørrebro, havde paa sit Dødsleje betroet Sagfører William Nielsen … at hun før sit ægteskab havde født en Datter og testamenterede hende 25,000 Kr.”.
Enkefru Madsens arv
Enkefru Madsen, hvis fulde navn var Ane Marie Madsen (døbt Christiansen), havde gennem flere år boet hos sin datter, Anna Gusta Theodoric Johansen. De levede i dyb fattigdom i Fiskergade i København. Ane havde været gift med en murer, der til efternavn hed Madsen.
Datteren Sofie, som Ane fik, inden hun indgik ægteskab, blev født i 1870. Hun blev døbt Maren Sofie Kristiansen. Barnefaderen blev i kirkebogen angivet til at være tjenestekarl Lars Pedersen. Sofies tilværelse startede med, at hun blev sat i pleje. Hun voksede op i Ryvangen hos sine plejeforældre. Omkring konfirmationsalderen ønskede Ane imidlertid at få sin datter tilbage, men Sofie sagde nej. Hun ønskede at blive hos plejeforældrene. Senere boede Sofie dog hos moderen i en kort periode før hun blev gift.
Mor og datter kendte således til hinandens eksistens, men de havde ikke et nært forhold. 86 år gammel modtog Enkefru Madsen alias Ane Marie en stor arv på 50.000 kroner fra en for hende ukendt slægtning. En arv der med ét hev Ane Marie og datteren Anna ud af fattigdommen.
Da hun modtog arven, kontaktede hun klogelig nok sagfører William Nielsen. Denne hjalp dels Ane med at placere pengene sikkert, så hun kunne leve af renterne. Dels med at lave et testamente, der indsatte datteren Anna som enearving. Kort tid efter dette var gjort, blev Ane imidlertid syg. Hun tilkaldte derfor igen sagføreren.
Testamentet skulle laves om. Hun ville nemlig indsætte endnu en arving i dette. Det var datteren Sofie, som hun jo havde fået før hun blev gift, der skulle betænkes. Anna Gusta og Sofie skulle efter det nye testamente hver arve 25.000 kr.
Hvor er Sofie?
Problemet var dog, at ingen vidste, hvor Sofie befandt sig. Politiet, Frelsens hær og præsterne blev sat på opgaven med at finde Sofie. Artikler om den særegne arvesag og efterlysningen af arvingen Sofie blev bragt i mange af landets aviser under overskrifter som ”Den uventede Arv” og ”Hvor er Datteren”. Som det senere skal vise sig, lykkedes det finde Sofie.
Arven efter den ukendte slægtning
Men hvor kom arven egentlig fra? Hvem var den for Ane ukendte slægtning, der betænkte hende med den store arv. Flere af aviserne omtalte, at arven kom fra en teglværksejer ved Høng. Teglværksejeren var Henrik Herman Carl Brøker (eller Brøcker). Han var søn af Herman F.E. Brøker, hvis familie oprindeligt kom fra den lille by tyske by Reelkirchen i det nuværende Nordrhein-Westfalen.
Familien Broker (eller Broeer) var imidlertid rejst til Danmark og havde bosat i københavnsområdet. De anvendte nu efternavnet Brøker eller Brøcker. Carl Brøkers far Herman F.E Brøker arbejdede indenfor teglværksindustrien. Han blev gift med Hanne Christiansen, og de fik et enkelt barn, nemlig Henrik Herman Carl Brøker.
Sønnen skulle vise sig at gå i faderens fodspor. Han gik nemlig ind i teglværksindustrien blandt andet som direktør for Rude-Vejlby teglværk tæt på Høng, der er beliggende i det nordvestlige Sjælland.
Nytårsaftensdag i 1922 blev fatal for Carl Brøker. På vej fra sit hjem til sit kontor på teglværket blev han dårlig. Han faldt om men blev hjulpen til teglværket at tililende. Disse tilkaldte også en læge. Det var dog for sent. Carl afgik ved døden kun 52 år gammel.
Den 4. januar 1923 kunne man i Berlingske Tidende læse en dødsannonce for Carl. Den var på familiens vegne underskrevet af to af hans niecer, Henriette og Charlotte Brøker. Arven efter Carl skulle nu gøres op.
Dødsannoncen blev bragt i Berlingske Tidende d. 4/1 1923. Annoncen for løsøreauktionen blev bragt i Sorø Amts-Tidende den 5/2 1923
Da Carl var enebarn, ugift og uden børn skulle arven efter Carl fordeles til familien, nemlig forældrenes søskende eller efterkommerne af disses. Carls ret omfattende bohave blev solgt ved en offentlig auktion i februar 1923, og den samlede formue blev herefter gjort op.
En af arvingerne til Carls formue var hans mors yngste søster – den tidligere omtalte enkefru Madsen, der jo sidenhen delte arven mellem døtrene Anna, som hun boede hos, og Maren Sofie Kristiansen, hvis skæbne var ukendt for moderen.
Jagten på Sofie
Jagten på Sofie gik ind. Langsomt kom der flere og flere oplysninger frem om ”den forsvundne datter”. Den 22. december 1925 kunne Løgstør Avis således fortælle, at Sofie nu hed Sørensen til efternavn efter at hun i 1895 havde indgået ægteskab med arbejdsmand Jens Peter Sørensen.
Avisen fortsatte: ”imidlertid er denne Datter forgæves blevet eftersøgt Landet over”. Avisen berettede videre, at ægteparret Sofie og Jens Sørensen havde boet i Vejgård i cirka 12 år – ”men siden er ethvert Spor udslettet. Maaske er de begge døde”.
Løgstør Avis konstaterede tørt, at hvis det ikke lykkedes at finde Sofie, ville hele arven tilfalde Anna. Dagen efter kunne Kolding Folkeblad imidlertid fortælle sine læsere, at Sofie var fundet. Hun havde selv givet sig til kende efter at have set efterlysningen i Vendsyssel Tidende.
Sofie havde imidlertid haft et meget turbulent liv efter sin tid som plejebarn. Før ægteskabet med Jens Peter havde hun blandt andet arbejdet som tjenestepige på gården Røde Mølle i Store Ajstrup ved Aalborg. Efter ægteskabets indgåelse boede Sofie og Jens Peter forskellige steder i Aalborg – og altså ikke kun i Vejgaard.
Det var, mens de boede her, at fem af deres seks børn nemlig Maren Sophie, Helga Marie, Hedevig Anna, Valborg og Svend Aage, blev født. Senere rykkede familien mod Hjørring, hvor de i starten boede i Børglum.
Det var her deres yngste søn Ejvind Ersted Henry Theodor Sørensen blev født. Mellem 1911 og 1916 gik ægteskabet i opløsning, og Sofie flyttede med børnene til Hjørring by. I årene derefter forlod børnene drypvis hjemmet.
Da Sofie i 1925 blev efterlyst, boede hun i Hjørring sammen med sine to yngste sønner, Svend Aage og Ejvind, på henholdsvis 19 og 15 år. De levede i dyb fattigdom på adressen Sæbyvej 45.
Deres indtægter bestod af Sofies fattigdomsforsørgelse og sønnernes ganske givet minimale lønninger. Aftenbladet konstaterede, at Sofie med arven nu ”pludselig har set sine Livsvilkaar forrykkede fra Stillingen som fattigforsørget Kvinde til – i hvert Fald forholdsvis – rig Arving”.
Det skal her tilføjes, at 25.000 kroner i 1925 svarede til cirka ti årslønninger for en ufaglært kvindelig arbejder. Omregnet til nutidskroner svarer de 25.000 1925-kroner til cirka 860.000 2025-kroner.
Efter at have modtaget den lykkelige besked om den store arv måtte Sofie rejse til København. Med hjælp fra sagfører William Nielsen fik hun de mange penge udbetalt og var nu parat til en helt ny tilværelse.
Julen 1925 blev uden tvivl en ”æventyrlig jul” for Sofie Sørensen og hendes to sønner.
Livet efter julen 1925
Livet blev ganske givet lettere for Sofie og hendes familie, da hun modtog arven fra sin biologiske mor. Kilderne afslører dog ikke meget om deres liv efterfølgende. Det eneste, der umiddelbart kan dokumenteres er, at boligen på Sæbyvej blev fraflyttet. Men hvor de flyttede hen, og hvordan familiens liv i øvrigt formede sig, har jeg ikke kunne afdække.
Hvis nogle af NordsøPostens læsere skulle kende til historien om Maren Sofie Kristiansen (Sørensen) kunne det være interessant at høre en fortsættelse af historien.
Materialet bag historien:
Baggrundsmaterialet til historien om Sofie og arven: Historien bygger på et bredt udvalg af samtidige aviser, for eksempel Vendsyssel Tidende, Løgstør Avis, diverse lokale udgaver af Social-Demokraten, Sorø Amts Folkeblad, Berlingske Tidende med flere. Oplysningerne herfra er suppleret med oplysninger fra tilgængelige folketællinger og kirkebøger. Stregtegningen er lavet ved hjælp af Copilot.
