Af gæsteanmelder Mette G. og PalleW
De to stjerner – henholdsvis verdensberømt jazzbassist Chris Minh Doky og vores allesammens rockmama Sanne Salomonsen – udgav i fællesskab albummet “In a New York Minute” i 1998.
25 år senere satte de hinanden stævne til en historisk koncert med stjernedrys som afslutning på den 25. udgave af Tversted Jazzy Days – og hvilken koncert!
Koncerten indledtes af Chris Minh Doky Trio med nummeret “Lyset”, der er fra Dokys album ‘New Nordic Jazz’, som blev udgivet i 2015. Dette blev smukt efterfulgt af nummeret “Rain”.
Dernæst blev linjen til Sanne Salomonsen godt og grundigt lagt, idet Doky Trio leverede den mest spændstige version af det gamle Sneakers nummer; “Efter Festen”. Her var særligt Morten Schantz på piano helt brillant. Sanne indtog nu scenen til et stort bifald og lagde fint og intimt ud med titelnummeret “In a New York Minute”.
Herefter fulgte herlighederne i en lind strøm, heriblandt det smukke Prince nummer; “Sometimes It Snows in April”.
Efter pausen indledte Doky med det svært iørefaldende og bevægende nummer “Home Sweet Home” – også fra 1998.
Spilleglæde og kærlighed strømmede fra scenen ud til publikum, der sendte det hele tilbage med renter. Salen swingede med og løftede det hele til en stor, smuk, bevægende og nostalgisk aften i verdensklasse.

Sanne Salomonsen leverende en gribende flot og nærværende koncert med en stemme, der stadig rummer masser af passion og indlevelse i smukke sange ledsaget af tre musikere helt på toppen.
Hun følte sig tydeligvis godt tilpas i Tversted, som hun kender godt blandt andet fra tiden som ejer af en gård tæt på og med mange gode venner i salen. Hun sluttede koncerten og Tversted Jazzy Days med den flotte sang ”Hjem”. Tak for sangene!
Som et vers der fandt sin sang
Står jeg her og selvom vejen
Den var lang
Så er jeg kommet hjem
Som et vers der fandt sin sang
Står jeg her og selvom vejen
Den var lang
Så er jeg kommet hjem

EFTERSPIL: Traditionen tro bød Tversted Jazz Days efter den sidste koncert på bobler og dejlig mad.





