DM i Skills 2026 i Hjørring har haft en mærkbar effekt på unges syn på erhvervsuddannelser. Det fremhæver virksomhedskonsulent Henrik Jespersgaard på LinkedIn med henvisning til en ny evaluering fra analyseinstituttet Epinion.
Arrangementet samlede omkring 50.000 besøgende og gav unge mulighed for at komme tæt på en lang række fag og uddannelser gennem konkurrencer, workshops og møder med lærlinge og fagfolk.
Ifølge evalueringen oplevede otte ud af ti besøgende DM i Skills som en spændende måde at lære om erhvervsuddannelser på. Samtidig svarer to ud af tre, at de fik ny viden om fagene og uddannelsesmulighederne.

Tallene viser også, at mere end halvdelen af de unge blev mere nysgerrige på en eller flere erhvervsuddannelser, mens næsten halvdelen fik større lyst til selv at vælge en erhvervsuddannelse.
Henrik Jespersgaard mener, at resultaterne bekræfter den oplevelse, mange havde under arrangementet i Hjørring.
– Når unge får mulighed for selv at prøve fagene, tale med lærlinge og opleve fagligheden helt tæt på, bliver erhvervsuddannelserne mere konkrete. Det er noget andet end at læse om et fag. Det skal opleves, skriver han.
Som tidligere skillskonsulent glæder han sig særligt over, at samarbejdet mellem SkillsDenmark, Hjørring Kommune, Region Nordjylland, de faglige udvalg, virksomhederne og de nordjyske erhvervsskoler har været med til at skabe resultater.
DM i Skills er et nationalt arrangement, der har til formål at styrke interessen for erhvervsuddannelser og synliggøre de mange karrieremuligheder inden for faglærte erhverv.


