.Det er altid et hit, når der afholdes havfrueshows hos Nordsøen Oceanarium, og denne sommer er der rig mulighed for at opleve de smukke havfruer på tætteste hold.
Den første uge i juli afholdes der nemlig eventyrlige havfruedage hos den populære attraktion i Hirtshals.
Fra onsdag den 1. juli til og med søndag den 5. juli bliver der afholdt to daglige havfrueshows i det store Oceanarie blandt tusindvis af hajer, rokker og stimefisk.
Her hopper de professionelle havfruer i vandet og udfører deres spektakulære show, som tryllebinder både store og små.
”Vores havfrueshows er altid et stort tilløbsstykke for store og små. Det er en helt særlig oplevelse at opleve de elegante havfruer svømme rundt i oceanariet, og vi glæder os helt vildt til fem dage i havfruernes tegn,” siger formidlingskoordinator Kim Fogt.

De to daglige shows foregår hver dag klokken 10 og igen klokken 12.50.
Efter hvert show kan man få særlig adgang til ”Mød havfruerne” i Havfruehulen, hvor man kan komme helt tæt på de sagnomspundne væsener og få et foto og et evigt minde med hjem.
Bemærk, at adgang til ”Mød havfruerne” skal tilkøbes som tillægsbillet ud over sin entrebillet. Der er et begrænset antal billetter pr. arrangement.
Flere informationer om billetsalget findes på nordsoenoceanarium.dk.


