Fårup kan med det netop offentliggjorte årsregnskab sætte et værdigt punktum for et jubilæumsår ud over det sædvanlige. Hele 706.452 gæster besøgte forlystelsesparken i løbet af 2025-sæsonen – parkens næstbedste resultat nogensinde målt på antal besøgende – og det afspejles i et 2025-regnskab med en omsætning på 191,4 mio. kr. og et overskud på 12,4 mio. kr. før skat.
– Det har været en sæson, vi sent vil glemme i Fårup. 50-års jubilæet satte en helt særlig ramme, og vores gæster kvitterede med et besøgstal, vi er stolte over. Vi ser det som en bekræftelse på, at de investeringer og den udvikling, vi løbende laver i parken, rammer rigtigt, siger Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup Sommerland.
Omsætningsfremgangen på knap 14 mio. kr. sammenlignet med 2024 skal ses i lyset af en sæson, der bød på det største eventprogram i parkens historie, indvielse af et nyt, stort indgangsområde med bl.a. eget ismejeri og nye butikker samt en efterårsrekord i oktober med 108.000 besøgende. Bestyrelse og ledelse betegner resultatet som tilfredsstillende.
Generationsskifte i bestyrelsen
Sideløbende med regnskabet markerer Fårup et vigtigt kapitel i sin historie. Ole Mølgaard stopper som bestyrelsesformand efter knap 40 år på posten og afløses af sin søn, Søren Mølgaard. Søren Mølgaard har baggrund som direktør og medejer i Vækst-Invest og har gennem en årrække arbejdet med investeringer, strategi og bestyrelsesarbejde. Han kender desuden Fårup indefra, da han selv har været sæsonansat som ung.
– Ole har sat et markant aftryk på Fårups udviklingsrejse, som næppe kan overvurderes. Med sin dybe forståelse for Fårups særlige DNA og evnen til at samle trådene gennem afgørende øjeblikke i parkens historie, har han været med til at sætte en klar retning for Fårup. Vi er ham dybt taknemmelige – og samtidig glæder vi os til at byde Søren velkommen i rollen som ny formand, siger Niels Jørgen Jensen.

Klar til 2026
Med et tilfredsstillende 2025-regnskab i hånden og et friskt generationsskifte i bestyrelsen er Fårup trådt ind i 2026-sæsonen, der startede i påsken. Gæsterne har taget rigtig godt imod den nye familieforlystelse Vingesus, og Fårupholdet vil i 2026 fortsætte det strategiske arbejde med at udvikle Fårup fra at være forlystelsespark og sommerland hen i imod at blive en samlet oplevelsesdestination.
– Fårup er godt rustet til fremtiden med et solidt fundament i ryggen. Vi holder fast i den kurs, der har bragt os hertil: At investere i produktet og levere oplevelser i verdensklasse, siger den nytiltrådte bestyrelsesformand Søren Mølgaard.
Fakta om Fårup
Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2025 fejre sit 50-års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af omkring700.000 gæster, hvoraf 80 procent er danskere.
Parken har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og anerkendelser. Fårup er i 2025 kåret som Danmarks bedste oplevelsespark af B.T.s læsere. I 2023 blev Fårup kåret som Danmarks bedste attraktion ved Danish Travel Awards, mens parken modtog prisen for Danmarks bedste børneoplevelse ved Min by Media i 2023,2024 og 2025. Desuden blev Fårup kåret til Årets TopAttraktion i 2023 af brancheforeningen TopAttraktioner.
Parken har to år i træk, i 2021 og 2022, vundet titlen som bedste forlystelsespark i Europa med under 1,5 millioner gæster ved den internationale prisuddeling Park World Excellence Awards. Rutsjebanen Fønix blev i 2022 kåret til Europas bedste rutsjebane i hele tre forskellige kategorier.
Parkens fem bedste sæsoner
- 2022 – 768.683 besøgende
- 2025 – 706.452 besøgende
- 2023 – 664.803 besøgende
- 2013 – 656.904 besøgende
- 2024 – 650.304 besøgende


