Hirtshals står over for en travl marts måned, når færøske Norröna fra Smyril Line lægger til i havnen ikke bare én, men tre gange.
Beskeden om de kommende anløb har sat gang i et bredt samarbejde, hvor handelslivet nu forbereder sig på at tage imod de mange besøgende, fordi færingerne ombord ikke bare er i transit, men planlægger besøg i byen.
For at sikre, at de færøske gæster får den bedst mulige oplevelse, har en lang række af byens butikker valgt at holde åbent på tre søndage, nemlig den 8. og 15. samt 22. marts. Det giver de besøgende mulighed for at opleve havnebyens handelsliv på en dag, hvor de fleste af butikkerne normalt holder lukket.

Ifølge handelschef Per Martensen hos Hirtshals Handel & Erhverv er initiativet et eksempel på det stærke sammenhold, der kendetegner havnebyen. Handelsstandsforeningen bakker fuldt op om at skabe gode rammer for besøgene og forventer, at de ekstra åbningstimer både vil skabe liv i centrum og styrke byens synlighed over for internationale gæster.
De tre anløb, hvor gæsterne ankommer til midtbyen omkring kl. 11 og tager afsted kl. 14, idet færgen sejler kl. 15, giver samtidig alle en mulighed for at vise, hvad havnebyen kan, når lokale kræfter går sammen om at løfte en fælles opgave.
Anløbene i marts markerer samtidig en vigtig start på forår og sommer, hvor der er et hav af store events og arrangementer i Hirtshals.


